Sovesale er fortid. I dag byder vandrerhjemmene på værelser med eget bad som her i Roskilde. Foto: Danhostel.

Populært med ferie i Danmark

Nye tal viser, at 80 procent.af danskerne holder ferie i Danmark mindst én gang årligt med mindst én overnatning. Det er populært at spendere feriedagene i det nære.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Danhostel tager fire ud af fem på weekendtur eller ferie i kongeriget mindst én gang årligt. Spørger man danskerne, der holder ferie herhjemme, hvad de får ud af det, er der ikke stor tvivl om, hvorfor det nære rejsemål kan udkonkurrere det fjerne.

Ifølge undersøgelsen får danskerne tid til at tale mere sammen end i hverdagen. Det hævder 52 procent af de adspurgte. Andre 52 procent skaber minder sammen på en rejse i Danmark og vi kommer tættere på hinanden, mener 41 procent. Ole Andersen, direktør for Danhostel, som er brancheorganisation for 65 vandrerhjem i Danmark, genkender tendensen:

Modtræk til travlhed
“Den nære ferieform – og livsstil – vinder frem. En tendens, vi opfatter som et modtræk til den travlhed, mange oplever i hverdagen, og den mere egoistiske online-tilværelse. En negativ bølge, som mange danskere har redet med på, men også døjet med og forsøgt at stoppe. I Danhostel hylder vi princippet om at give vores gæster en krammer og det gode, personlige værtskab, og det giver pote, kan vi mærke. Krammeren er konkret, men også et symbol på den nærhed og fællesskabsfølelse, vi ønsker at give vores gæster rundt om i landet”.

Det er ikke kun ønsket om at komme ned i gear, der motiverer danskerne. Det er også ønsket om at lære Danmark og landets byer bedre at kende. Det mener 37 procenter af respondenterne. Og så mener 34 procent, at der er gode muligheder for at være aktive sammen når familien, parret eller gruppen drager på tur i Danmark med masser af cykel- og vandrestier, trætopsbaner, minigolf og vandoplevelser som vandlande, sejlads eller windsurfing på søer og på havet.

Fremgang på ni procent
“Danmark egner sig fortrinligt til at komme i form eller prøve kræfter med nye sportsgrene, og det er sjovt, når familien eller grupper kan gøre det sammen. Vores indtryk er, at flere og flere børnefamilier ønsker at få adrenalinen op sammen og give plads til det fysiske samvær som modspil til al den stillesidden foran en skærm. Værterne på vandrerhjemmene får mange forespørgsler på, hvordan man kan være aktive sammen, og det er blandt andet her, det gode værtskab viser sig, for de lægger en stor indsats i at guide gæsterne til de helt rette oplevelser”, siger Ole Andersen.

Danhostels filosofi synes at virke, for i perioden fra 2012 til 2017 har brancheorganisationen haft en fremgang på ni procent. Sidste år kunne Danhostel registrere 970.000 overnatninger med en fordeling på 50 procent familier og 50 procent grupper som for eksempel virksomhedsafdelinger på seminar, yoga-retreats eller lejrskoler.

Sovesale er fortid
Forestillingen om store sovesale og primitive faciliteter er fortid. I dag tilbyder de fleste vandrerhjem både enkelt-, dobbelt- og familieværelser med eget bad og toilet, men man kan stadig få en seng på en fællesstue, hvis man går efter en billig overnatning.

Det specielle ved de danske vandrerhjem er atmosfæren, som er åben, imødekommende og afslappet. Flertallet er tilsluttet organisationen Danhostel. Det er forholdsvis billigt at overnatte. Et familieværelse for to koster i gennemsnit 400-600 kroner, mens en seng i et fællesværelse koster 150 til 300 kroner.

Alle vandrerhjem, der er tilsluttet Danhostel kan bookes online. Med et Danhostel Fordelskort (det tidligere vandrerhjemskort) får familien mindst 10 procent rabat når de booker online. Fordelskortet er gratis og kan fås på alle Danhostels.

 

Relaterede artikler:

Nye medlemmer hos Danhostel

1 million overnatninger på danske hostels

40 års jubilæum hos Danhostel