Danhostel Flensborg Fjord er et af de tre nye medlemmer hos Danhostel.

Nye medlemmer hos Danhostel

Sammenslutningen Danhostel, der tæller to ud af tre danske hostels og vandrerhjem, har netop fået tre nye medlemmer.

Danhostel tæller nu 65 medlemmer efter tilgangen af et i Nyborg, et i Rønde på Djursland og et ved Flensborg Fjord i Sønderjylland tæt på den dansk-tyske grænse.

Direktør for Danhostel de seneste tre år, Ole Andersen, er tilfreds med væksten: ”Vi ser i disse år en nærmest eksplosiv vækst i nye overnatningssteder i hostel segmentet og den udvikling ønsker Danhostel naturligvis at være en del af. Vores ambition er styrke vores repræsentation i de største og vigtigste byer og områder i Danmark, og med de tre seneste nye skud på stammen er vi rigtig godt på vej til at indfri denne ambition.”

Med etableringen af Danhostel Nyborg får den fynske by sit første hostel, Danhostel Rønde på Djursland med udsigt til Nationalpark Mols Bjerge er et tidligere medlem af Danhostel, mens Danhostel Flensborg Fjord i et stykke tid har været passivt medlem af Danhostel og nu er blevet fuldgyldigt medlem.

”De tre nye medlemmer er et godt tilskud til Danhostel. Udover beliggenheden i forskellige områder af landet, så har de tre nye hostels også hver deres egen profil og kan dermed tiltrække forskellige gæstetyper,” siger Ole Andersen og tilføjer:

”Vores tre nye hostels er med deres forskellige profiler med til at styrke Danhostel-kæden på hver deres måde. Danhostel Nyborg er et nyetableret hostel med en unik beliggenhed ned til vandet; vi er stolte over at byde Danhostel Rønde tilbage til Danhostel og Danhostel Flensborg Fjord er helt nyrenoveret og ligger i en selvstændig bygning, som en del af det nuværende Benniksgaard der også har hotel, camping, golfbane og restaurant. Danhostel Flensborg Fjord har egen biograf og boldbane og ligger tæt på en stor idrætshal.”

Danhostel skifter hovedkvarter
Fra 1. maj skifter administrationen for Danhostel i øvrigt domicil og flytter ind i Horestas hovedkvarter på Frederiksberg, der i forvejen huser en række aktører i den danske rejsebranche, blandt andre også Danmarks Rejsebureau Forening.

I øvrigt er Danhostel Copenhagen City med sin plads til over 1.000 gæster største medlem af Danhostel – det mindste er Danhostel ved Agger tæt på nordjyske Thisted; dette hostel har 30 senge.

Relaterede artikler:

1 million overnatninger på danske hostels

Danhostel øger i Aarhus

37-årig chef for Danmarks største overnatningssted