- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alarmcentral klar til skiskader for 13 millioner

SOS alarmcentral er klar med 13 ambulancefly og 400 forhåndsbookede flybilletter, når danskerne er på skiferie. Danskerne de billigste skiskader i Norden.

Hvert år kommer flere end 700 danskere så slemt til skade på skiferie i udlandet, at de får brug for lægehjælp og rejseassistance via alarmcentralen hos SOS International.

Med baggrund i de seneste sæsoners skiskader er SOS International vel forberedt på årets skader. Selskabet håndterede sidste sæson danske skiskader, der løb op i skadeudgifter på mere end 13 millioner kroner. Alligevel ligger danskerne i den billige ende blandt nordiske rejsende.

“Når vi ser på hvem, der kommer til skade på skiferien, og hvad det koster at få dem lappet sammen og fragtet hjem, så har danskerne i gennemsnit de billigste skader sammenlignet med både svenske og norske skiløbere,” siger Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

“Danskernes billigere og mindre alvorlige skader kan hænge sammen med, at mange danskere gør deres første, forsigtige forsøg på ski i alperne. Svenskere og nordmænd har derimod øvet sig hjemmefra, før de søger større udfordringer, og det betyder højere fart og voldsommere skader, når det så går galt,” vurderer hun.

Tidlig travlhed
Hvert år forbereder alarmcentralen sig på ekstra travlhed i uge 7 og 8. I år har SOS International planlagt 13 ambulanceflyvninger og forhåndsbooket flere end 400 pladser på rutefly fra alperne for at sikre plads til de mange, der kommer til skade.

De første uger af 2018 tyder på, at det bliver en travl sæson på alarmcentralen: “Det lader til, at de gode sneforhold trækker, for vi har allerede tidligt på sæsonen fået mange henvendelser fra tilskadekomne, og vi har haft fyldte afgange på de ambulancefly, vi har sendt til alperne de seneste uger,” siger Karin Tranberg.

Alarmcentralen har sat ekstra assistancekoordinatorer på arbejde og oprettet et dedikeret skiteam til at stå for hjemtransporter i højsæsonen fra uge 3 til 11.

Relaterede artikler:

Undgå Rødt Kort på skiferien

Sådan kommer vi forskelligt til skade på ski

Undgå overbehandling på populære rejsemål