Hjemtransport med skiskader. Foto: SOS International.

Sådan kommer vi forskelligt til skade på ski

Der er ganske stor forskel på, hvordan mænd, kvinder og børn kommer til skade på ski, viser tal fra SOS International og Falck Global Assistance.

Hvert år kommer omkring 5.000 danskere til skade på skiferien, men skaderne fordeler sig forskelligt alt efter alder og køn. Over 30 procent af alle skiskader blandt danskere relaterer sig til knæleddet. Desuden sker der

skinnebensbrud, brækket eller forstuvet ankel eller fod. Dernæst er det skade på skulderled, kraveben eller overarm, beretter SAS International, ifølge jyllandsposten.dk.

”Især hos kvinder er vrid og forstuvninger i knæregionen de mest almindelig skiskader”, siger Tim Houbo Pedersen, der er ortopædkirurg og kontaktlæge hos Falck Global Assistance. Årsagen er, at muskulaturen omkring knæet ofte ikke er stærk nok til at stabilisere og dermed undgå, at skiene roterer og forvolder vrid.

”Lige den type skader kan ofte forebygges med for eksempel tre måneders forebyggende træning af lårmusklerne og af musklerne omkring knæene”, siger lægen fra Falck.

Mænd burde tænke sig mere om
Hos mænd ser man flere brækkede kraveben, hjernerystelser, brækkede ribben og brud på hænder og håndled: ”Mænd har langt flere skader på overkroppen, og de har flere brud og traumeskader, hvilket tyder på højere fart”, siger Tim Houbo Pedersen, der mener, at skaderne kunne minimeres, hvis mændene kørte på ski med større omtanke.

Risikoadfærden ses allerede i teenageårene, hvor skader mellem piger og drenge også er forskellige, viser tal fra SOS International. De seneste tre år er 21 procent af skaderne hos drenge fra 11 til 20 år skulderskader, mens det blot er otte procent for piger. Til gengæld udgør knæskader 43 procent for piger i den aldersgruppe, mens det er 20 procent for drenge.

”Vi ser, at det særligt er teenagedrenge, der skader skulderen. Det hænger sammen med, at de tager større risici på pisterne og styrter med større kraft end pigerne”, siger Mikael Fotopoulos, cheflæge i SOS International.

”Også inden børnene kommer i teenageårene er der en klar tendens i skadebilledet”, fortæller han. ”I tre af fire tilfælde opstår skaderne i knæ, underben eller ankel. Mindre børn har en relativ svag muskulatur, og det stiller ekstra krav til, at skibindingerne er indstillet, så de udløser, før benet giver efter”.

Relaterede artikler:

Prisen afgør valg af ski-destination

Direkte fly til ski-Sverige

Børn i højsædet til skiferien