Foto: SOS International

Undgå Rødt Kort på skiferien

Vores skandinaviske naboer i Norge og Sverige står i den kommende danskeruge klar til at hjælpe danske turister, der kommer galt afsted uden for pisterne.

I uge syv, som nordmændene og svenskerne omtaler som danskerugen, er der travlhed hos den danske vagtcentral hos SOS International.

Sidste år benyttede 829 danske bilister sig af vejhjælp i udlandet gennem Røde Kort-ordningen i forbindelse med ferier i uge syv og otte. Lørdag i uge syv var den travleste dag, hvor vagtcentralen alene denne dag fik 130 henvendelser fra nødstedte bilister. Vinterferien er nemlig højsæson for vejhjælp til danskere i udlandet.

“Danskerne har stort set ikke oplevet sne på vejene herhjemme denne vinter, men i både Norge, Sverige og Alperne er sneen væltet ned, så der er godt skiføre. Men sneen og kulden kan blive en udfordring på vejene,,”siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for Rødt Kort hos SOS International.

De mange henvendelser skyldes ikke, at de danske bilister kører fast i sneen. Det skyldes i højere grad, at man ikke er opmærksom på, hvad ekstreme kuldegrader kan gøre ved bilerne og dermed udøve en risiko for, at bilen ikke kan starte, når man sætter kursen hjemover.

“Danskerne er dygtige til at køre efter forholdene og bruge snekæder, så vi ser ikke mange, der kører af vejen eller sidder fast. Til gengæld bliver vi ofte kaldt ud til biler, der ikke vil starte, når familien har tjekket ud af hytten og skal hjem efter en uge på ski. Og det kan faktisk være kritisk,” fortæller Jan-Petter Schøyen, der er stationsleder hos SAS International Veihjelp i Oslo.

Mange gode råd
Men den norske vejhjælpstjeneste har samtidig en række gode råd, som vil kunne gøre danskernes vinterferie i Norge mere problemfri. Her anbefaler man blandt andet, at bilen tankes op med norsk diesel, idet der tilsættes et middel til brændstoffet, så man undgår at kulden får det til at fryse.

Det kan rent faktisk tage et døgn at få en dieselbil tøet op på et værksted, så derfor er det en god idé at køre til Norge med tom tank og fylde op, så snart man er kørt ind i landet.

En anden kendt udfordring er flade batterier. Selv et frisk batteri kan dø på en uge i kulden, hvis bilen ikke bliver brugt rigtigt i det kolde vejr. Her anbefales det, at undgå småture, for så vil der være stor risiko for, at bilen ikke kan starte på hjemrejsedagen. Skal man alligevel køre et par småture, så vil det være en god idé at medbringe en lille batterilader, så der er strøm nok til at starte.

Skulle uheldet alligevel være ude, så kan man benytte sig af Rødt Kort-ordningen, som er inkluderet i forsikringen, hvis bilen er kaskoforsikret. Her kan der tilkaldes hjælp via Rødt Kort-appen på smartphonen, hvor vejhjælpen kan modtage de præcise GPS-koordinater, så hjælpen kommer hurtigt frem.

SOS International er den førende assistancevirksomhed i Norden. Fra alarmcentre i Danmark, Sverige, Norge og Finland yder SOS International akut personlig assistance over hele verden.

 

Relaterede artikler:

Børn i højsædet til skiferien

Skader på skiferien kan blive dyre

Skiferie til Sverige foregår i bil