- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Apollo øger i Grækenland

Danmarks næststørste charterarrangør, Apollo Rejser, tilbyder den kommende sommer 29 flere hoteller til sit brede udbud på en række mindre græske ferieøer.

I den kommende sommersæson øger Danmarks næststørste charterarrangør, Apollo, igen sit udbud til Grækenland. Særligt de små øer i det græske øhav får tilført en lang række ferieperler. Alligevel har de fleste danskere blot besøgt de største øer som Kreta og Rhodos, konstaterer Apollo Rejser.

For eksempel tilføjer Apollo i forbindelse med årets sommersæson ni hoteller på Samos, mens der vil være tre nye valgmuligheder på Skiathos.

”Grækenland er meget mere og andet end de store øer. Det græske øhav består af mere end 2.000 øer,” siger Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo Rejser i Danmark og tilføjer:

”De fleste af de mindre øer i det græske øhav er dog præget af den afslappede stemning, som ofte karakteriserer det græske tempo i det hele taget.”

Apollo Rejser fremhæver også afslapning på for eksempel Paxos, en af de mindste beboede græske øer, eller Skopelos, kendt for at lægge scene, stemning og charme til den første Mamma Mia-film.

”De, der er til mere action og fest på ferien, vil derimod foretrække øen Ios, som ofte først for alvor vågner efter solnedgang,” siger Glenn Bisgaard og fortsætter:

”Der er en grund til, at grækerne ikke rigtigt taler om stress – og særligt ikke på øerne. Den der døsige stemning, som grækerne er så kendte for, vil man for alvor kunne opleve på de mindre øer, hvor båden kommer, når den kommer, hvor der sjældent findes turistfælder, og hvor fisken på tallerkenen er hentet op af fætteren tidligere på dagen.”

29 destinationer i Grækenland
I alt har Apollo 29 destinationer i Grækenland på sit rejse-menukort – de mindre græske ø-destinationer udgør cirka halvdelen. Blandt de små græske øer hos Apollo Rejser er blandt andet Karpathos, Skiathos, Santorini, Samos, Lefkas, Korfu, Kalymnos, Symi, Tilos, Naxos, Ios, Skopelos og Paxos.

Selve Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Apollo udgør, sammen med flyselskabet Novair, specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel samt sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic. Apollo-gruppen har siden 2015 været en del af den tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.

Relaterede artikler:

Nyt rekordår med turister i Grækenland

Spies konsoliderer førstepladsen i Danmark

Atter flyvninger mellem Makedonien og Grækenland