- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Atter klar til ski på nichedestination

Danske Sun Tours, der primært gør sig indenfor charterrejser, holder den kommende vinter fast i sin foreløbig enlige skidestination. Der flyves fra både København og Aalborg.

Fra starten af januar til sidst i marts udbyder danske Sun Tours for 10. år skirejser til fyrstendømmet Andorra i bjergkæden Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien. I alt cirka 2.500 rejser.

”Sun Tours er mig bekendt eneste danske rejsebureau med et fast antal ugentlige pladser til Andorra,” siger direktør i Sun Tours, Troels Hansen, til STANDBY.dk

Sun Tours, der ejes af Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, har i dette kalenderår cirka 35.000 gæster, heraf de omkring 2.500 på skirejserne til Andorra.

Der er flyafgange en gang om ugen mod Andorra; der flyves til Barcelona, hvorfra der er cirka to timers buskørsel. Norwegian flyver Sun Tours-gæsterne fra København, mens det ud af Aalborg er spanske Vueling fra IAG-gruppen med blandt andre British Airways og Iberia.

Har fuld tiltro til flyselskab
Vueling var omtalt i de danske medier tidligere på måneden. Det skyldes at Fogedretten i Københavns Byret den 27. august vil gennemføre inkassosag i Københavns Lufthavn mod flyselskabet. Vueling har tabt over 70 sager, hvor flypassagerer har fået medhold ved aflyste og forsinkede fly. Men Vueling har ikke betalt bøderne på over én million kroner.

”Jeg har læst om Vueling og de ubetalte bøder, men vi har ingen betænkeligheder ved at samarbejde med Vueling, som vi kun har hørt godt om og vi forventer, de leverer varen,” siger Troels Hansen.

Kigger på endnu en skidestination
Mens Andorra i dag er Sun Tours’ eneste skidestination, udelukker Troels Hansen ikke endnu en i den kommende vintersæson. ”Vi arbejder på højtryk på at kunne introducere endnu en europæisk skidestination, mere kan jeg ikke sige lige nu. Vi har god feed back fra de gæster, vi har haft i Andorra. Vi skal ikke være et skirejsebureau, men vil gerne have små nichedestinationer som Andorra,” siger Sun Tours-direktøren.

Ifølge Troels Hansen koster en uge i Andorra fra 5.000 til 13.000 kroner. ”Det er altså en konkurrencedygtig pris, man får fly, transfer, hotel og liftkort for pengene,” siger han og tilføjer:

”Andorra er et fremragende sted at stå på ski. Der er god plads på pisterne, området ligger i 2.800 højdemeter og 1.100 snekanoner hjælper med at holde pisterne i god stand. Der er også mulighed for offpist med helikopter, køre hundeslæde og snescooter og meget mere.”

Relaterede artikler:

DRF vil ikke fraråde flyselskaber

Villa-ferie er blevet hit for rejsebureau

Dansk charterbureau tester rejser fra Hamborg