I dette års sommersæson har lufthavnen i Hamborg flyvninger til cirka 130 destinationer fra 60 flyselskaber. Foto: Hamburg Airport.

Dansk charterbureau tester rejser fra Hamborg

Danske Bravo Tours og dets datterselskab Sun Tours tilbyder rejser fra Hamborgs lufthavn. ”Men det er en ren test, markedet for os ud af Hamborg er nærmest ingenting,” lyder det.

Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, har i flere år solgt rejser med afgang fra den store nordtyske lufthavn i Hamborg. Senest er også Bravo Tours’ datterselskab, Sun Tours, begyndt at tilbyde rejse fra Hamborg.

”Men vores samlede antal af rejser fra Hamborg er ingenting, vi kommer op på omkring 1.000 passagerer i år. Det er meget småt og primært noget, vi tilbyder, for at have fleksibiliteten. Bravo Tours og Sun Tours kommer i år i alt op på at have cirka 180.000 rejser, heraf er de 150.000 med Bravo Tours,” siger charterrejsebureauets administrerende direktør, Peder Hornshøj, til STANDBY.dk

”At vi nu tilbyder lidt rejser med Sun Tours fra Hamborg er mere en test. Mange danskere kører godt nok til Hamborg for at flyve ud denne vej fordi de tror, der er penge at spare. Men de bruger penge på benzin og skal måske have en overnatning, hvis det er en tidlig afgang. Det er ligesom at flyve med Ryanair; det ser billigt ud til at begynde med, men når det hele er betalt, er regningen løbet i vejret,” siger Peder Hornshøj.

Bravo og Sun Tours har ikke egne fly fra Hamborg, i stedet bruges dynamisk pakketering, så de danske gæster rejser med udenlandske flyselskaber til destinationerne.

Nystartede østrigske Laudamotion er blandt de flyselskaber der senest har åbnet en rute fra lufthavnen i Hamborg – selskabet har en daglig Airbus A320 med plads til 180 passagerer til Mallorca. Foto: Hamburg Airport.

Bedre mening end at flyve fra danske lufthavne
Fra lufthavn i Hamborg tilbyder Sun Tours flere rejsemål i Spanien og Tyrkiet samt til Dubai med Emirates, hedder det i en pressemeddelelse.

”Vi oplever et boom i efterspørgslen på rejser til særligt Costa del Sol i Spanien og Alanya i Tyrkiet. En efterspørgsel, vi ikke kan indfri fra de danske lufthavne. Og så handler det om muligheder – vores gæster skal have lov at vælge, for mange – især sønderjyder og fynboer – giver det måske bedre mening at flyve fra Hamborg end andre danske lufthavne,” siger Troels Hansen, direktør i Sun Tours, i pressemeddelelsen.

Sun Tours tilbyder fra Hamborg afgange til Costa del Sol, Gran Canaria Tenerife, Alanya og Dubai. Derudover har selskabet egentlige charterrejser fra København, Billund, Aalborg, Århus og Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Sidste år havde Hamburg Airport 17,6 millioner passagerer, en stigning på 8,6 procent – svarende til 1,4 millioner flere rejsende sammenlignet med 2016.

Relaterede artikler:

Klar med snacks og drikkevarer i lufthavnsgate

Masser af tal om danskernes ferierejser

Til Mallorca direkte fra Midtjylland