- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Australien satser stort på vækst i turismen

Godt ni millioner turister har i det forløbne år besøgt det spændende land 'down under'. Der skal nu lægges mere vægt på luksusturisme.

Den regering i Australien, som har taget over efter Labor, har besluttet at satse voldsomt på turisme i fremtiden. Primært det store kinesiske marked. Det var også kinesere, der var flest af, da markedet i det forløbne år steg med næste otte procent til lidt over ni millioner turister. Budgetåret sluttede med udgangen af marts.

En lang række arrangementer fandt sted i et tæt samarbejde med Kina i et år, hvor turismen i Australien samlet stod for en omsætning på 41 milliarder australske dollars, hvilket svarer til 200 milliarder kroner. Men amerikanere og briter fulgte godt med på besøgslisten. Alene fra USA voksede besøgstallet med over 10 procent. Naboerne fra New Zealand er for længst passeret.

”Vore gæster bruger flere penge og bliver her længere, ” hedder det i den nye turistrapport, som ville få enhver turistorganisation til at juble. Rapporten gør også opmærksom på, at der sker langt flere investeringer i luksusturisme nu end før i tiden, fordi der er et publikum til det. Således med stribevis af  luksus lodger.

5.000 kroner for lodgeophold
Der er også blevet flere tilbud med lukusferie til luksuspris end tidligere i Australien. Nu er det ikke længere en sjældenhed, at finde priser til over 5.000 kroner per person pr. døgn for et lodgeophold.

I fremtiden vil turistorganisationen koncentrere sig om marketing af den mere luksuriøse turisme. En nærliggende sammenligning er premium klasse hos flyselskaberne.

I den australske turistrapport lægges der i øvrigt ikke skjul på, at mange flere, og billigere flymuligheder har været en stor hjælp. Og også forventes at være det i fremtiden.

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau åbner på Australien

Historisk billige billetter til Australien

Krydstogtskibe sendes til Australien