- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bella Center blandt nordiske prisvindere

Ved uddelingen af European Business Awards for de nordiske lande var danske BC Hospitality Group eneste prismodtager fra rejsebranchen.

BC (Bella Center) Hospitality Group, der blandt andet også omfatter tre store københavnske hoteller, var blandt de seks danske vindere ved den årlige European Business Award event for de nordiske lande. Sammenkomsten blev tirsdag holdt i Stockholm – de øvrige danske vindere var indenfor områder som medicinalbranchen, design og fabrikation.

I alt blev der uddelt 33 priser ved den nordiske sammenkomst i kategorier som digital teknologi, mest hastigt voksende omsætning, social og miljømæssig ansvarlighed og årets nye firma. Der var ingen andre vindere med relation til rejsebranchen.

European Business Awards’ er ifølge arrangøren Europas største konkurrence blandt virksomheder. Vinderne findes af et panel af virksomhedsledere, politikere og akademikere fra de enkelte lande.

BC Hospitality Group vandt den danske pris i kategorien Social Responsibility and Environmental Awareness. Alle de nordiske vindere deltager i den endelige europæiske prisuddeling, der afvikles ved European Business Awards Gala Final den 23. maj i Warszawa.

Takkede for anerkendelsen
“Vi er beæret over at være mellem de danske vindere og anerkendelsen af BC Hospitality Groups holistiske måde at arbejde med social ansvarlighed på. At arbejde med bæredygtighed er en af vores hovedstrategier og jeg deler denne pris med vores mange dygtige medarbejdere,” sagde Allan L. Agerholm, koncernchef for BC Hospitality Group ved prisoverrækkelsen.

Allan Agerholm roste også initiativtageren til og hovedsponsoren af European Business Awards, der i år blev holdt for 11. gang. Det er konsulentfirmaet RSM, der blandt andet beskæftiger sig med virksomhedsundersøgelser og som årligt på verdensplan omsætter for mere end fem milliarder dollars.

”Award-programmet fra RSM er en glimrende platform for at anerkende og opmuntre virksomheder i Europa til at tro på deres ideer samt en fantastisk mulighed for ved sammenkomster som disse at møde andre virksomheder og udveksle synspunkter,” sagde Allan Agerholm.

BC Hospitality Group omfatter udover Bella Center også udstillingscentret Forum Copenhagen samt foreløbig tre hoteller med 1.584 værelser, Crowne Plaza Copenhagen Towers, AC Hotel Bella Sky Copenhagen og Copenhagen Marriott. BC Hospitality Group, der omsætter for over en milliard kroner om året, er også hovedaktør i planen der i 2020 vil skaffe hotelkæden Hilton tilbage til København.

Relaterede artikler:

Kongeligt besøg på ny fødevareudstilling

Hilton atter til København

Kæmpe hotelhandel i København