- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Biludlejer bliver større i USA

Den franske biludlejningsgigant Europcar Mobility Group har netop købt en af USA’s største private biludlejere for derved at øge sin tilstedeværelse på det amerikanske marked.

Amerikanske Fox Rent A Car er nu overtaget af Europcar, som dermed styrker sin position på det amerikanske marked. Fox har 21 egne udlejningsstationer og over 100 partnere ud over USA.

Fox, der har været ejet af sine tre grundlæggere, har blandt andet udlejningsstationer ved 15 af USA’s 25 største lufthavne, oplyser Europcar i en pressemeddelelse. I alt råder Fox over omkring 18.000 udlejningsbiler i USA, der regnes som verdens største marked for udlejning af biler.

Ifølge Europcar står udenlandske ankommende til USA for et årligt køb af for næsten 17 milliarder kroner i form af billejer – heraf har Fox lidt over ti procent af markedet.

Alene i Europa har franske Europcar en markedsandel på 27 procent, og et mål om et nå en omsætning i 2023 på cirka 30 milliarder kroner. Europcar har på verdensplan omkring 300.000 udlejningskøretøjer fordelt på kontorer i 140 lande.

Platform for Europcars kommende vækst
Europcar oplyser også, at købet af Fox Rent A Car skal tjene som platform for Europcars kommende vækst på det amerikanske marked, ikke mindst fordi Fox er stærkt til stede på en række primære lufthavne i USA.

Omvendt vil Europcar via sit køb af Fox også tilbyde Fox’ amerikanske kunder adgang til billeje i Europa. I Europa tilbyder Europcar også varemærker indenfor biludlejning som InterRent og Goldcar. Hertil kommer varemærket Ubeeqo, der har ekspertise indenfor lejebiler.

Koncernchef Caroline Parot fra Europcar Mobility Group siger i pressemeddelelsen: ”Efter vores overtagelse af Goldcar og Buchbinder i 2017, samt nu opkøbet af Fox Rent A Car vil vi i sandhed være en stor, global aktør indenfor biludlejning.”

Og grundlæggerne af Fox Rent A Car siger om aftalen med Europcar: ”Dette partnerskab med Europcar vil skabe nye muligheder for begge parter og blandt andet øge vores fælles konkurrencekraft på vores respektive hjemmemarkeder i form af inbound og outbound forretningssynergier.”

Relaterede artikler:

Biludlejningsgigant køreklar med nyt koncept

Biludlejer køreklar med gode råd til billigere billeje

Verdens største biludlejningsselskab til Sverige