- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Bøde til Air Canada for manglende ord på fransk

Air Canada skal betale et fransktalende canadisk ægtepar en bøde på over 100.000 kroner samt skrive et brev, hvor det undskyldes, at det ikke har haft samme fokus på fransk som engelsk på en række områder.

Det har en canadisk domstol besluttet, skriver TV-stationen CBC, Canadian Broadcasting Corporation, på sin hjemmeside.

Parret – Michel og Lynda Thibodeau – havde i 2016 sendt hele 22 klagepunkter over blandt andet, at en del af skiltningen på indenrigsflyvninger hos Star Alliance-medlemmet Air Canada kun var på engelsk eller at ordene på fransk var mindre fremtrædende end de engelske.

Dette var, ifølge dommeren, Martine St-Louis, en overtrædelse af den canadiske lov – Official Languages Act – om, at engelsk og fransk har samme ligeværdige status. Hun gav dem medhold i 14 af de 22 klagepunkter.

Det klagende frankofile par havde blandt andet klaget over, at ordet “lift” (løft, red) kun var indgraveret i bæltespændet på sikkerhedsbæltet på engelsk, men ikke på fransk.

Ligeledes var den gal med, at ombord på flyet stod de franske versioner af ordene “exit” og ”warning” i mindre typer på fransk – og at de gik ombord på Air Canada-flyet til Montreal, hovedstad i den primært fransktalende canadiske Quebec-provins, var briefingen fra gatepersonalet kortere i den franske end den engelske version.

“Air Canada overtrådte systematisk de sproglige rettigheder for fransktalende passagerer,” hed det blandt andet i klagen. Og dommeren i den canadiske hovedstad, Ottawa, skrev blandt andet i sin kendelse, at Air Canada ikke havde overholdt ”dets sproglige forpligtigelser.”

I sit modsvar på anklagerne meddelte Air Canada, at ifølge sin opfattelse tolkede det klagende par sprogloven alt for strikt.

Ifølge den canadiske avis Toronto Sun har Thibodeaus-ægteparret en lang historie med at klage over Air Canada for ikke at opfylde sproglige forpligtigelser. Det er blandt andet sket i 2005, 2011 og 2012.

Flyver hele året til Københavns Lufthavn
Air Canada, der i øvrigt flyver hele året fra Toronto til Københavns Lufthavn, selskabets eneste nordiske destination, er et af de fem grundlæggende medlemmer af Star Alliance. Selskabet betjener 220 lufthavne på seks kontinenter – blandt andet 63 lufthavne i Canada, 56 i USA og resten i for eksempel Asien, Australien, Caribien, Europa og Latinamerika, oplyser selskabets hjemmeside.

Air Canada havde sidste år næsten 51 millioner passagerer – flyselskabet er det eneste i Nordamerika med fire ud af fem mulige stjerner hos rating-firmaet Skytrax, der så sent som i år har kåret Air Canada til ”2019 Best Airline in North America.”

Relaterede artikler:

Flyselskab glemte sovende passager på fly

”Væksten flader ud, og det bliver svært at øge priserne”

Nu må Air Canada-piloter gerne have skæg