- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bookingmaskines moderselskab skifter navn

Amerikanske Priceline Group, der blandt andet har mastodonten Booking.com, ændrer navn på sit moderselskab.

Priceline Group har netop skiftet navn til Booking Holdings. Dette sker blandt andet for at fremhæve bookingmaskinens største aktiv, Booking.com, der ifølge Booking Holdings formidler overnatninger på mere end 1,5 millioner overnatningssteder verden over. Der foretages i snit hver dag en million bookinger via Booking.com

Booking Holdings har også rejsesøgemaskiner som Kayak.com, OpenTable.com, der har specialiseret sig i restaurantreservationer, og Rentalcars.com – hertil kommer blandt andet Agoda.com, der på det asiatiske marked er en stor bookingmaskine for overnatninger, skriver USA Today.

Avisen tilføjer, at der i rejsebranchen er flere penge at tjene ved at formidle overnatninger end for eksempel flybilletter. Dette skyldes blandt andet, at flyselskaberne i stigende grad prøver at trække bookinger af flybilletter over på deres egne hjemmesider. Her kan flyselskaberne også prøve at sælge kunderne feriepakker med hotel, udlejningsbil og så videre.

”Vores varemærker har én ting til fælles”
En medvirkende årsag til at skifte navn fra Priceline Group til Booking Holdings er at fremhæve Booking.com varemærket. Dette er internationalt meget mere kendt end Priceline, der primært er stor i selve USA.

”Priceline.com blev grundlagt for 20 år siden som et nicheprodukt, men siden er vi vokset til at være markedsførende på en række områder. Derfor vil vi sikre os at vores hovednavn forbindes med alle vores aktivitets-områder. Og Booking.com er klart vores største varemærke,” siger Booking Holdings koncernchef, Glenn Fogel, til finansmagasinet Forbes og fortsætter:

“Alle vores varemærker har en ting til fælles – og det er at give kunderne mulighed for at booke ydelser på områder de har brug for når de skal rejse og opleve verden.”

Blandt udfordrerne til Booking Holdings er Airbnb, der startede som formidler af udlejning af private boliger – men som i stigende grad udvider sin portefølje med blandt formidling af koncertbilletter, sightseeingture, restaurantreservationer og så videre.

Relaterede artikler:

Google øger fokus på rejsebranchen

Nyt legat til bæredygtig turisme

Danske hoteller fastholder pres mod Airbnb