- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Bornholmsk kok har Spies’ bedste flymad

Madservering for Spies-passagerer ombord på Thomas Cook Airlines-fly. Pressefoto: Spies.

Maden fra restaurant Hos Casper i Bornholms Lufthavn er den bedste som Thomas Cook Airlines serverer fra danske lufthavne, siger Spies-passagererne. Det har givet ny stor ordre.

De kommende uger til og med efterårsferien sender Spies seks afgange med familiemedlemmet Thomas Cook Airlines fra Bornholms Lufthavn med over 1.200 øboer. På disse flyvninger skal Casper Rønne og hans team fra restauranten Hos Casper i Bornholms Lufthavn levere maden til de bornholmske chartergæster.

Valget af maden fra Hos Casper er sket efter maden med bornholmske specialiteter tidligere på året er vurderet til den bedste mad, Spies’ flyselskab, Thomas Cook Airlines, serverer fra de danske lufthavne, oplyser Spies.

Men ikke kun bornholmerne skal nyde maden fra Hos Casper. Thomas Cook Airlines tager nemlig også returcatering med fra Bornholm. Det betyder, at flyene, der transporterer bornholmerne sydpå også har mad med fra Bornholm til returflyvningerne til Skandinavien.

”Når de udgående fly fra Bornholm skal tilbage til Skandinavien, er det med gæster til henholdsvis København, Oslo, Karlstad og tre gange til Göteborg,” siger pressechef for Spies i Danmark, Torben Andersen, og fortsætter:

”På grund af den store tilfredshed med Caspers mad, er det besluttet at give gæsterne, der skal flyves hjem fra Sydeuropa til Skandinavien, de bornholmske specialiteter. Besætningerne skal også have mad, så der skal produceres op mod 2.500 måltider.”

Glad kok
”Selvfølgelig bruger vi den gode anledning til at promote Bornholms gode råvarer og hjemmelavede specialiteter fra Bornholm. Det er for eksempel olie fra Lehnsgård, brødet er bagt på mel fra Valsegården og osten er fra Sct. Clemens,” siger Casper Rønne og tilføjer: “Det er dejligt at Spies tænker globalt og handler lokalt hos os.”

Spies, der er Danmarks største charterrejsebureau, begyndte i 2013 med direkte fly fra Bornholm til destinationer omkring Middelhavet. Det første år havde Spies 1.169 pladser fra Bornholm med fem fly fra Thomas Cook Airlines. I år er tallet fordoblet til ti fly og næste år kommer der yderligere en afgang og i alt 2.300 pladser, har produktchef i Spies, Carlos Cebrian, tidligere i år oplyst til STANDBY.dk

Relaterede artikler:

Spies i nyt samarbejde med Emirates

Chartergæster får lounge-adgang

‘Hvis man ikke kan leve af vore priser til Bornholm, har vi regnet forkert’