Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen, der nu også driver Bornholmslinjen. Pressefoto: Molslinjen.

‘Hvis man ikke kan leve af vore priser til Bornholm, har vi regnet forkert’

7’eren: Carsten Jensen er administrerende direktør i Molslinjen. Han er velkendt i rejsebranchen fra SAS og DFDS – og fyldt med ambitioner om vækst.

1) Hvad vil I overhovedet med færgetrafikken til Bornholm, Carsten Jensen?

Carsten Jensen: ”Vi vil flere ting. Vi vil gerne være med til at udvikle Bornholm. Vi tror, at med vores forretningsmodel kan vi gøre det så attraktivt og billigt at komme til Bornholm, at vi kan være med til at skabe vækst, nye arbejdspladser og ny interesse hos turister på udkig efter deres næste ferie eller weekendtur.

Og så er vi selvfølgelig interesserede i at udvikle Molslinjen. Og med Bornholmslinjen tager vi et stort skridt fremad.”

Carsten Jensen, 52, er klar til at præge dansk turisme på vandet. Som chef for Molslinjen er den tidligere elitespiller i ishockey klar til at gå til angreb. Pressefoto: Molslinjen.

Et lille krydstogtskib
2) Forhenværende trafikminister Arne Melchior havde i sin tid planer om at flytte de dengang meget omtalte, såkaldte luksusfærger, Ask og Urd, til trafikken mellem København og Rønne som en slags krydstogtskibe.
Kunne I ikke have fundet et større skib til ruten fra Køge til Rønne end det helt nye, I nu har indsat? Og ville du helst have haft, at ruten udgik fra Københavns havn?

”Der er faktisk flere, der har sagt om den nye færge, Hammershus, at den minder om et krydstogtskib – så flot er den. Bornholm har brug for at få varer og gods frem til øen, og der er Køge nok et lidt mere velegnet udgangspunkt end midt i København.”

3) Er det rigtigt, at I gerne vil overtage flere færgeruter i Danmark, og at I allerede har budt på flere?

”Danske Færger, Staten og Clipper har jo besluttet sig for at sælge deres andele i Rederiet Færgen. En mulig handel ligger lige nu hos Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, så der er ikke så meget mere, jeg kan sige der.”

En rigtig julegave til Bornholm
4) Tror du på bornholmernes planer om at blive et helårs turistmål, og vil I i givet fald medvirke med attraktive priser. For eksempel en julepakke i samarbejde med turistforeninger og hoteller allerede i år?

”Bornholm har meget at byde på – også når det ikke er sommer. Øen er i rivende udvikling når det gælder for eksempel udeliv og gastronomi. Vi har allerede meget attraktive priser, og resten af året sælges 75 procent af alle billetter til 199 kroner eller billigere for en bil med fem personer. En tysk familie kan komme fra Sassnitz til Bornholm for 499 kroner. Det er jo nærmest en julegave i sig selv.”

5) Som tidligere elite ishockeyspiller som back i Frederikshavn er du vandt til et godt forsvar. Hvordan vil du forsvare Molslinjen mod en Kattegatbro?

”Selv om jeg engang var hurtig på skøjterne, så er det svært at forsvare sig mod spøgelser. Kattegatbroen dukker ind i mellem op i den politiske debat og jeg har besluttet mig for at tackle den udfordring, hvis den bliver reel på et tidspunkt.”

Små priser, stor erfaring
6) I vandt licitationen til Bornholm med klart lavere billetpriser, kan man leve af det?

”Hvis ikke man kan leve af det, så har vi i hvert fald regnet forkert. Vi kommer med meget lave priser, men vi kommer også med stor erfaring i at drive en effektiv færge-forretning. Forudsætningen er selvfølgelig, at vi lykkes med at få flere mennesker interesserede i at komme til Bornholm.”

7) Du har altid været meget engageret i turismens udvikling både i SAS og DFDS. Mener du fortsat at event-og sportsbegivenheder er attraktivt for et international kendskab til Danmark?

”Jeg var til et par kampe i Boxen i Herning for at se VM i ishockey, og det var en stor oplevelse. Sport og kultur har muligheden for at samle mennesker på tværs af alder, køn og nationalitet. Jeg er selv begejstret for sport, så måske er jeg lidt farvet der.”

Relaterede artikler:

‘Flyvning har i mange år været som en fridag for mig’

Molslinjen klar til Bornholm

Konkurrence på bustrafik mellem København og Bornholm