- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Byt en drink med en udflugt på Mallorca

Der er for mange fulderikker på Mallorca og Ibiza på grund af all inclusive på hotellerne - nu overvejer myndighederne en særlig kur som erstatning.

Myndighederne på De baleariske Øer som Mallorca og Ibiza overvejer at ændre all inklusive pakker til ikke at indeholde alkohol. I stedet vil de tilbyde all inclusive gæster gratis, guidede tur på øerne.” (The Sun).

Det var sommer, det var varmt, 35 grader. Der var dømt ferie på Mallorca. Det vrimlede med turister. Nogle af dem vågnede først op til dåd om aftenen og i den lune nat. Andre sov videre hver dag ved poolen. De mest rolige var danskerne, som blot nød en af de frie drinks nu og da.

Den urolige og højstemte gruppe blev ført an af englændere med russerne på andenpladsen. All inclusive blev mere og mere populært, men hos danskerne, primært hos børnefamilierne, fordi det var billigere end at gå ud to gange om dagen og spise med hele familien.

Godt tilbud til Julius
Det danske pensionistægtepar Julius og Martha havde valgt charterferie med all inklusive, der især betød noget for Julius med frie drinks ved swimmingpoolen om dagen og i baren om aftenen. Julius kunne godt lide de spanske vine, afvekslende med den gode spanske øl og da ikke mindst sangria, den spanske cocktail med rødvin og ind imellem grand mariner. Ved baren blev det også suppleret med en spansk whisky (40 procent alkohol).

Den aften vendte Julius tilbage fra baren med en seddel, som bad ham komme til receptionen næste dag.

Nej tak til violiner
”Godmorgen Julius. Vi har et tilbud til dig og din kone. Vi stopper med frie drinks og kan tilbyde dig i dag at tage med på udflugten til Dragegrotten. Du skal ned under jorden. Du skal gå et par kilometer og til sidst kan du høre en lille violinkoncert fra en gondol på en underjordisk sø. Hvad siger du så? Byt sangria ud med violinkoncert. Guiden hedder Stefan, og han taler dansk. Sådan da, han er fra Sverige. Det er helt gratis, hvis du dropper drinks i all inclusiv pakken.”

”Nej, tak jeg hader violinmusik.”

Er Chopin i Valdemosa?
”Ja, men vi har også en tur til Valdemosa med Birgitte som guide. Hun taler næsten også dansk. Hun er fra Finland, og hun ved en masse om Chopin. Og der er så kønt og hyggeligt, som I siger på dansk oppe i Valdemosa. Netop nu er der ganske vist mange turister, men slap af i en af de mange cafeer og små restauranter. Tag dig bare en øl, som du selv betaler.”

”Bor Chopin der stadig?”

Julius var begyndt at tvivle på, om han overhovedet ville bo på et hotel med all inclusive. Hvis de troede han ville på udflugt hver gang han kom til Mallorca. Nu var det 35. gang.

”Nej, jeg vælger et af de gamle gode hoteller i Palma. I nærheden af Peppes Bar, hvor Spies’ gæster holdt til. Med masser af kolde drinks døgnet rundt og stegt flæsk med persillesovs. Det ved man da hvad er. Og så betaler jeg selv mine drinks og dropper udflugterne. Jeg kunne jo bo på Hotel Nixe Palads lige over for. Jeg kan huske, at Simon Spies sagde, at man kunne bade der juleaften,” sagde Julius.

Martha sagde ikke noget. Hun kunne godt huske, hvad hun have oplevet i det område. Ikke mindst når hun tog med på udflugter, dengang det var grisefester.

Intet dansk problem
Fakta: Ingen af de store danske charterbureauer mener, de har gæster som har alkoholproblemer på grund af all inclusive. Men de er parate til at tage en debat om der er skadelige virkninger ved gratis drink systemet. Ofte er frie drinks kun gratis, når det er i forbindelse med madservering. Englændere og russere må turistmyndighederne selv få styr på.

Relaterede artikler:

Store bøder til topløse i Palma de Mallorca

Spies siger velbekomme til All Inclusive

Tørstig flypassager fik bøde på 75.000 kroner’