Palma de Mallorca er hovedbyen på den spanske middelhavsø; arkivfoto fra Spies.

Store bøder til topløse i Palma de Mallorca

”Det lyder som ren lokalpolitik, jeg har aldrig hørt klager om dette,” siger dansk rejsebureaudirektør efter Palma de Mallorca, hovedbyen på den spanske ferieø, er på vej med forbud mod topløse turister udenfor strandene.

Det skal kunne udløse bøder på over 20.000 kroner at være topløs andre steder end på for eksempel strande og hotellernes poolområder i hovedbyen Palma på Mallorca.

Bødemuligheden er med i en række nye tiltag fra myndighederne der skal få turister til at opføre sig ansvarligt. ”Muligheden for bøder vil ikke løse alle problemer, men vil give politiet et nyt arbejdsredskab. Jeg håber dette vil hjælpe med at forbedre forholdene i vores by så vi har bedre sameksistens mellem lokale borgere og turister,” siger Angelica Pastor, ansvarlig for sikkerhed i Palma de Mallorca, til CNN.

Topløse turister skal være på stranden eller hotellets pool – ikke i de offentlige områder, lyder det fra borgmesteren i Palma de Mallorca. Arkivfoto.

De nye tiltag mod lidt for frimodige turister i Palma-by følger efter lignende forordninger sidste år trådte i kraft i nærliggende Magaluf, den regnes som et af de mere vilde steder for lidt for livlige turister. De skærpede sanktionsmuligheder mod turister kom efter klager fra lokale beboere.

De skærpede krav mod nogle turister vil ifølge CNN træde i kraft senere på året. De kan udløse bøder på op til 3.000 euro for at rende topløs rundt i byen, dyrke sex i offentlige områder samt for eksempel springe fra hotelværelsets balkon ned i svømmebassinet.

”Vi skal give politiet værktøjer så de kan være med til at reducere at andre turister får et forkert image af vores by. Vi må alle – borgere som turister – være en del af løsningen,” siger borgmesteren i Palma, Antoni Noguera.

”Det er ren lokalpolitik”
Mallorca er om sommeren blandt de absolut mest besøgte spanske feriedestinationer, siger administrerende direktør Peder Hornshøj fra Danmarks tredjestørste charterrejsebureau, Bravo Tours, til STANDBY.dk – han skønner at gennem året besøges Mallorca af et par hundredetusinde danskere; mange på charterferie, andre arrangerer selv deres rejse.

”Det er rigtigt at der er problemer i Magaluf, men myndighederne gør rigtig meget for at afhjælpe dem. Magaluf var for mange år siden et mondænt rejsemål på Mallorca, men er i dag nærmest overtaget af unge englændere, hvoraf mange efterlader hjernen i lufthavnen inden de flyver til Mallorca,” siger Peder Hornshøj og tilføjer:

”Men jeg har altså ikke hørt, at der også skulle være problemer i selve Palma-by – jeg har aldrig hørt om klager på dette område. Jeg tror dette udspil om bøder er ren lokalpolitik.”

Relaterede artikler:

Spanien tiltrækker stadig flere danskere

Her er danskernes charterfavoritter

Orgier med narkotika og sex på krydstogtskib