- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Camping er blevet retro

Ifølge en forsker er der sket et skifte, så camping i dag både er retro, cool og noget, man praler med. Hos dansk campingorganisation melder man om stigende interesse forud for sommerferien.

De seneste to år har rejserestriktioner, grænselukninger og andre COVID-19-forhindringer været en barriere for, at lige så mange danskere som tidligere har kunne rejse til udlandet. Det ser dog ud til at blive ændret i år, hvor der atter kan holdes sommerferie uden for landets grænser.

Selvom mange rejser ud i år, så vil både situationen i Ukraine, den stigende inflation og COVID-19 formentlig betyde, at der ikke vil være lige så mange danske turister på de udenlandske destinationer, som der var lagt op til tidligere på året.

Det peger en undersøgelse fra Dansk Erhverv i retning af. I marts fortalte 45 procent af de adspurgte, at de sandsynligvis ville tage en tur til udlandet, men da organisationen foretog en lignende undersøgelse i april, var det tal faldet til 36 procent.

Kan være mange ting
Hos Dansk Camping Union, der både varetager danske campisters interesser og driver en række campingpladser, oplever man i øjeblikket tilsyneladende en stor interesse blandt danskerne, lyder det.

”Interessen er ekstremt stor i år, og vi har mange nye campister, der ringer ind med klassiske førstegangsspørgsmål om campinglivet. Det handler om alt fra, hvordan man sætter elkabler til campingvognen til hvilket grej, man skal have med på teltturen,” udtaler landsformand Anne-Vibeke Isaksen fra Dansk Camping Union.

”Det er gået op for danskerne de seneste år, at camping er rigtig mange forskellige ting. Det er alt fra fastliggerlivet på den samme campingplads, til teltture, hytter, shelters eller ferie med autocamper.”

Fra klassisk dansk til retro og cool
En stigende interesse for campinglivet, kan skyldes flere ting. Det vurderer fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. Hun peger på, at det blandt andet kan være fordi, at flere og flere foretrækker nære og lokale oplevelser.

Derudover har måden, som man camperer på, ændret sig. Det ses eksempelvis med fremkomsten og den stigende popularitet af glamping, der kort sagt er luksuscamping, hvor man bor godt, rummeligt og som regel på en eksklusiv placering midt i naturen.

Ifølge Anne Skare Nielsen er det et udtryk for, at camping nu til dags indeholder flere facetter end tidligere.

”Camping er gået fra at være klassisk dansk på den lidt grisefestagtige måde til at være retro og cool og helt i tråd med tidens ånd. Tidligere har camping ikke været noget, man pralede med at skulle i ferien. Men i dag er det også en udstyrssport, man virkelig kan gå op i, og som vi vil se meget mere til i fremtiden. Både den eksklusive og den mere primitive udgave.”

 

Relaterede artikler:

Danmarks første bookingportal for campingpladser

Mediegigant investerer i ny dansk bookingplatform

Verdens højeste campingvogn