- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Campingformand og rejsejournalist runder 50

Anne-Vibeke Isaksen, der stammer fra det vestjyske, har netop rundet de 50 år – mange af disse år er sammenlagt tilbragt i udlandet på utallige rejser. Hun har rejst i over 100 lande og været vært på over 500 TV-programmer på DK4-kanalen.

Fødselaren, der også er mor til to meget berejste børn på 15 og 17 år, er gift med TV-fotograf Rasmus Schønning, der er med til at producere TV-programmer på landsdækkende TV – primært på kanalen dk4. Parret har de sidste 20 år drevet produktionsselskabet Rejsejournalisten, der blandt andet også står bag AnneVibekeRejser.dk

”Hele mit liv har været en rejse i sig selv, jeg havde aldrig troet, at vi kunne leve af det og tilmed drive et firma med ansatte. De første mange år arbejdede vi i døgndrift, alle vores penge gik til rejser, mens vi byggede det hele op i meget tæt samarbejde med TV-stationen dk4,” siger Anne-Vibeke Isaksen.

Formand for 50.000 medlemmer
2014 blev en milepæl for fødselaren, da Dansk Camping Union købte portalen CampingDanmark, som hendes firma Rejsejournalisten siden 2001 havde gjort til Danmark største campingportal. Og tidligere i år blev Anne-Vibeke valgt som landsformand for Dansk Camping Union, der har 50.000 medlemmer og driver 22 campingpladser i Danmark.

”Det passer så perfekt ind i alt, hvad jeg arbejder med. Jeg elsker camping, der er ved at blive trendy igen –  og camping er på ingen måde, hvad det har været, og det gør det spændende at arbejde med,” siger Anne-Vibeke Isaksen, der har været vært på over 500 TV-programmer om camping og rejser, lanceret Danmarks først App om camping og skrevet Danmarks første bog om camping.

Hun er også initiativtager til Danish Camping Award, der uddeles under Ferie for Alle i Messecenter Herning ligesom hun er formand for foreningen Danske Rejsejournalister – her deler hun også priser ud i MCH på vegne af Rejsejournalisterne: Havfrueprisen (til ”en person eller et firma, der har gjort en hel speciel og prisværdig indsats for danskerne på deres ferie i Danmark,” hedder det blandt andet i servitutterne) og Årets Rejsejournalist.

Anne Vibeke Isaksens runde dag fejres med en reception i dag fredag den 13. december, fra klokken 11-14 på DCU’s hovedkontor i Brøndby, hvor fødselaren også samler ind til Team Rynkeby og Børnecancerfonden.

Relaterede artikler:

Rejsejournalist bliver campingformand

Rejsejournalister kiggede på bæredygtig turisme

Fårup Sommerland vinder Havfrueprisen 2019