- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Christian på farten i Mellemamerika

Der er gået en måned siden Christian Greve, kendt chefprofil fra danske erhvervsrejsebureauer, med kun en enkeltbillet rejste et halvt år til Latinamerika. På Facebook fortæller han om sine oplevelser.

Christian Greve Nielsen er en kendt personlighed i den danske rejsebranche med over 30 års erfaring fra rejsebureauer – men det næste halve års tid står den ikke på arbejde, men derimod at rejse som backpacker i Mellem- og Sydamerika.

Klik for stort format. Christian Greve slapper af i Fuentes Georginas’ Hot Springs en times kørsel fra byen Xela i Guatemala. Foto fra Facebooks-siden: Christians rejse til Mellem- & Sydamerika.

På sin Facebook-side ”Christians rejse til Mellem- & Sydamerika” holder han sine over 500 følgere opdateret om sine oplevelser.

De begyndte ved ankomsten til Guatemala, hvor han har været det meste af tiden – inden han netop er kommet til det mindre land Belize.

53-årige Christian Greve fortæller om en helt anden verden end den han blandt andet kendte i sine 14 år hos Amex, American Express Global Business Travel, hvor han, da han stoppede, var Client General Manager.

Planen er, fortalte han til STANDBY.dk inden afrejsen via Fort Lauderdale i Florida, til STANDBY.dk, at forfølge en gammel drøm om bare at rejse med rygsækken uden konkrete planer for.

”Jeg vil besøge nogle mellemamerikanske lande og skal også gerne til Columbia, Bolivia og Peru i Sydamerika,” sagde Christian Greve.

Starten blev Guatemala, der ligger syd for Mexico og nord for Honduras og El Salvador. På et af sine Facebook-opslag skriver Christian Greve blandt andet:

”Hjemmefra havde jeg læst en del om Guatemala og de øvrige lande i Mellemamerika, og alligevel er det nok svært at forberede, hvad der venter een.

Jeg har ikke tidligere besøgt Mellemamerika, og at det lige er Guatemala, der er starten på min rejse, er lidt tilfældigt. Oprindeligt havde jeg planlagt Colombia og Bolivia, men håber at komme til Sydamerika i løbet af de næste 3-4 måneder.”

Christian Greve startede sit ophold i Guatemala ved at bo på et hostel Casa Seibel i Guatemalas næststørste by, Quetzaltenango, der meget bekvemt omtales som ‘Xela’ blandt indbyggerne, skriver han.

Højt til loftet
”Casa Seibel er et cirka 200 år gammelt ‘Colonial House’, der i dag er indrettet som et hostel. Her er højt til loftet, dejlige værelser, og to skønne gårdhaver – til den nette sum af 45 kroner om dagen,” lyder det fra Christian Greve, der fortsætter:

”Xela er en dejlig by, og har en fin størrelse med 250.000 indbyggere, hvoraf 50 procent er af indiansk afstamning, 49 pct. er mestizer og den sidste procent er af andre racer. Her er masser af gadeliv, og jeg har allerede fundet ‘min’ barista tæt på byens hovedstrøg, hvor jeg hver morgen nyder en god kop kaffe, imens gadesælgere, skopudsere og andet godtfolk indtager byens største torv.”

”Det gode ved at bo på hostels er de mange søde mennesker, jeg møder. Heldigvis er det ikke kun teenagers, der ‘backpacker’, men folk i alle aldre. Jeg er sjældent alene, og får mange tips om, hvad der er værd at se, og hvor jeg skal rejse hen. Jeg forventer at blive i Guatemala i et par uger endnu, inden rejsen går videre til Belize og derfra til Honduras,” lyder det.

Generationer bor sammen
I sin seneste opdatering på Facebook, skriver Christian Greve fra Guatemala:

”Det er meget almindeligt, at folk bor flere generationer sammen i Guatemala, og hvor det bliver børnenes ansvar på et tidspunkt at forsørge den ældre generation, når de ikke længere kan arbejde. Fattigdommen opleves overalt, og alligevel har jeg kun oplevet få tiggere og hjemløse.

Jeg har nu rejst i Guatemala i 27 dage, og det har på alle måder været en fantastisk oplevelse. Sjældent har jeg besøgt et land, der er så farverigt – husene er ofte i pastelfarver, og Mayafolket (Guatemalas oprindelige folk) kan kendes på deres blomstrede mønstre og mange farver.

I de sidste 14 dage har jeg i korte træk oplevet at få en slem maveinfektion, der satte mig på en effektiv slankekur; at få et diplom på mine spanskkundskaber (eller mangel på samme); boet i junglen i tre dage, hvor jeg levede af veganermad samt oplevet Guatemalas største attraktion, Tikal (berømte Mayatempler).

Jeg befinder mig lige nu i Flores – ikke mange timers kørsel fra den mexicanske grænse i nord og grænsen til Belize, hvor jeg rejser til i dag (søndag). Det er planen at tage en uges strandferie i Belize, inden jeg rejser videre til Honduras om en uges tid.

Humøret er godt, og jeg føler mig meget privilegeret, at jeg får så mange fine oplevelser med søde mennesker, jeg møder undervejs,” lyder det fra Christian Greve et sted i Mellemamerika. Fortsættelse følger.

Relaterede artikler:

500 følger rejsebrancheprofil på rejse

Erhvervsrejsebureau jagter vækst i Danmark

Amex klar med nordisk chef efter køb af konkurrent