- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark dropper tvungen test for flypassagerer

Fra 27. december får Danmark testkrav for indrejsende uden bopæl i landet. Samtidig droppes krav om tvungen test i CPH af passagerer på direkte fly fra Istanbul og Qatar. Bøde for ikke at overholde testkrav.

Der er undtagelser for blandt andet danskere, der kommer hjem fra udlandet og for grænselandet, men ellers gælder fra 27. december krav om, at alle indrejsende uden bopæl i Danmark skal have taget en COVID-19 test inden indrejse til Danmark.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

I den står der også, at myndighederne samtidig fra på mandag ophæver kravet om test ved ankomst til Danmark i Københavns Lufthavn med direkte fly fra i øjeblikket lufthavnene i Istanbul (IST) og Qatar (DOH). Kravene kom tidligere på måneden i håbet om at fange corona-smittede, der fløj fra lande i det sydlige Afrika til Danmark via Istanbul og Doha, hovedstaden i Qatar.

De nye regler træder i kraft natten til på mandag og gælder foreløbig til den 17. januar, oplyser Sundhedsministeriet.

Danskere med bopæl i Danmark kan vente 24 timer
For indrejsende til Danmark med bopæl i Danmark er kravet, at de skal tage en coronatest senest 24 timer efter hjemkomst til Danmark.

I pressemeddelelsen står der blandt andet: ”Indrejsereglerne skærpes, så der fra den 27. december gælder et generelt krav om, at alle der rejser ind i Danmark, skal være testet med en PCR-test (72 timer før indrejse) eller hurtigtest (48 timer før indrejse).

Kravet gælder også for vaccinerede personer, men ikke for tidligere smittede. Dog kan personer med bopæl i Danmark selv vælge, om de tager en test i udlandet inden de rejser ind i Danmark, eller om de tager en test op til 24 timer efter indrejse,” hedder det.

Der er undtagelser for visse grupper, for eksempel børn under 15 år, personer med bopæl i grænselandet (Slesvig-Holsten i Tyskland samt Blekinge, Skåne, Hallands og Västra Götalands len i Sverige), indrejsende fra Sverige i transit fra Bornholm uden ophold i Sverige, indrejsende med henblik på godstransport, personer i transit gennem Danmark som udrejser senest 24 timer efter indrejsetidspunktet som for eksempel flyrejsende, samt flybesætninger, skibsbesætninger.

Der er mere omfattende information om de nye danske indrejseregler, blandt andet hvem der er undtaget for testkrav, på dette link til Coronasmitte.dk, klik her.

Bøde på 3.500 kroner
Overholder man ikke de nye danske indrejsekrav, kan man blive straffet med en bøde på 3.500 kroner i førstegangstilfælde, oplyser Sundhedsministeriet.

De nye krav indføres på anbefaling fra Statens Serum Institut og efter indstilling fra Epidemikommissionen, som der også er enighed om i Folketingets Epidemiudvalget, skriver Sundhedsministeriet.

Skærpelsen af rejserestriktionerne indgår som led i en afbødningsstrategi, der sammen med de nationale tiltag skal bremse væksten i smittetallene.

Formålet med testkravene er at forebygge, at der kommer nye smittekæder via rejsende i den kommende periode, hvor der forventes stigende smitte med omikron globalt.

Der er flere detaljer om de nye krav og restriktioner på dette link, klik her.

Relaterede artikler:

Danmark vil igen kræve coronatest fra udlændinge

Rederier sejler videre mellem Danmark og Norge

Gratis test eller bøde efter flyankomst fra Istanbul

Rejsesalget fortsætter trods omikron-varianten

90 procent kompensation ved frivillig lukning

Guide med rejsendes rettigheder under coronakrisen