For at begrænse omikron-smitten, kræver de danske sundhedsmyndigheder fra i dag test af alle flypassagerer fra Istanbul (IST). Ellers giver det en bøde på 3.500 kroner. Dubai er pillet af listen.
Sundhedsministeriet har natten til i dag, mandag, tilføjet Istanbul Airport (IST) til lufthavne, som der nu kræves indrejsetest fra efter ankomst til danske lufthavnefor passagerer.
Samtidig har myndighederne frafaldet kravet om test ved ankomst til danske lufthavne for passagerer på fly fra Dubai. Doha i Qatar er stadig på listen, som passagerer der ankommer til Københavns Lufthavn, skal testes ved ankomst fra.
Passagerer, der ikke efterlever kravet om test ved ankomst til danske lufthavne, straffes med bøde på 3.500 kroner i førstegangstilfælde, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
På baggrund af anbefalinger fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen samt efter indstilling fra Epidemikommissionen indførte Danmark den 2. december krav om, at alle passagerer på fly fra udvalgte lufthavne skal lade sig teste i lufthavnen efter indrejse.
Dubai er fjernet fra listen
Kravet var i første omgang kun gældende for fly fra Doha (Qatar Airways), hovedstaden i Qatar, samt Dubai (Emirates). Det skete for at begrænse og forsinke mulig smitte med den nye omikron-variant.
Med den opdaterede liste, gælder testkravet nu flypassagerer til Danmark fra lufthavnene Istanbul Airport (IST) og Hamad International Airport i Doha, hovedstaden i Qatar. Dubai International Airport er fjernet fra listen. Ændringen sker i lyset af rejsemønstre og transitmuligheder fra lande i det sydlige Afrika, samt da flyvninger mellem Dubai og de berørte afrikanske lande er indstillet, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Den røde sikkerhedsventil
Den røde sikkerhedsventil er fortsat i kraft for ti lande i det sydlige Afrika, hvorfra der gælder skærpede rejserestriktioner.
Nævnt alfabetisk er det: Angola, Botswana, Eswatini (Swaziland), Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Zambia og Zimbabwe.
Relaterede artikler:
Stigende coronatal betyder færre bookede rejser
3.500 kroner i bøde for at afvise coronatest i CPH