- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark tiltrækker stadig flere krydstogtskibe

De seneste ti år er antallet af krydstogtskibe i de danske havne steget fra 366 i 2008 til 520 sidste år. Væksten er størst uden for København, viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Mens Københavns Havn længe har været Danmarks største krydstogthavn, er antallet af krydstogtskibe i danske havne uden for København blevet mere end fordoblet de seneste ti år, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Sidste år havde de danske havne besøg af 520 krydstogtskibe, fordelt med 345 i Københavns Havn og 175 i de øvrige danske havne.

For ti år siden var det samlede tal i 2008 på 366 anløb – 300 krydstogtskibe i Københavns Havn og 66 i de øvrige danske havne; en stigning på 42 procent i det totale antal anløb i danske havne fra 2008 til 2018.

”Stigningen fra 2008 til 2018 dækker over en meget forskelligartet udvikling fra år til år, men skyldes i høj grad, at de danske havne uden for København har fået besøg af flere krydstogtskibe,” noterer Danmarks Statistik og tilføjer:

I Københavns Havn har antallet af krydstogtskibe ligget på et relativt jævnt niveau fra 2008 til 2018; fra 300 i 2008 til 345 sidste år. Til gengæld er skibene i Københavns Havn blevet større med flere passagerer.

Størst stigning udenfor Københavns Havn
Men den store stigning i anløb af krydstogtskibe i danske havne har været størst uden for København med stigningen fra 66 i 2008 til de 175 sidste år.

Indtil 2014 blev der hovedsageligt registreret krydstogtskibe i København, Rønne og Aarhus Havn. Men fra 2014 og frem er der også anløb i Kalundborg, Aalborg og Skagen Havn. Især de to sidstnævnte havne har oplevet stor udvikling i antallet af krydstogtskibe, oplyser Danmarks Statistik.

I Aalborg anløb to krydstogtskibe havnen i 2014, mens det var 33 sidste år. Skagen Havn fik besøg af fem krydstogtskibe i 2014 og 43 i 2018. I perioden 2014 til 2018 har 49 krydstogtskibe også besøgt havne, der falder i kategorien ”øvrige havne.”

Sidste år var de største danske havne udenfor København i antal besøg af krydstogtskibe: Skagen med 43 besøg, Rønne havde 42, Aarhus 41 og Aalborg 33.

Mange flere passagerer
Selv om stigning i antal krydstogtskibe i Københavns Havn ikke er stor sammenlignet med andre danske havne, har havnen i hovedstaden dog besøg af stadig større skibe med et stigende antal passagerer.

I år forventer Københavns Havn 980.000 krydstogtgæster på 350 skibsanløb. Til sammenligning havde krydstogtskibene i havnen sidste år 875.000 passagerer. På de travleste dage har Københavns Havn 25.000 krydstogtpassagerer.

Mange af de største krydstogtskibe i Københavns Havn har plads til over 4.000 passagerer – dem kommer der i år 55-60 af. De største skibe i Københavns Havn kan rumme over 5.500 passagerer.

Blandt rederierne i år med de største skibe i Københavns Havn er Norwegian Cruise Line, Princess Cruises og italienske MSC Cruises. Rederierne med flest anløb i Københavns Havn er fra rederier i den amerikanske Carnival-gruppe samt MSC Cruises, Norwegian og Royal Caribbean.

Relaterede artikler:

Københavns Havn klar til ny krydstogrekord

Nordeuropa fastholder høj krydstogt-placering

Stort krydstogtrederi forventer skandinavisk vækst