- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk rejsebureau på opkøb i Sverige

Rejsebureauet med kontorer i Aarhus, Aalborg, Herning og København har netop købt svensk rejsearrangør med stort set samme koncept.

Jysk Rejsebureau har opkøbt den svenske rejsearrangør Winberg Travel. I forbindelse med overtagelsen skal Winberg Travel, der har skræddersyet rejser til hele verden siden 1969, igennem en mindre “makeover”, der bl.a. omfatter optimeret teknologi og et langt bredere udvalg af destinationer og rejseformer. Winberg Travel beholder sit eget navn og de nuværende otte medarbejdere.

Jysk Rejsebureau er en del af Horizon-gruppen, der også tæller Kilroy Travels Denmark. Alene Jysk Rejsebureau omsatte sidste år for 327 millioner kroner.

Jysk Rejsebureau har med købet af Winberg Travel taget første skridt ind på det svenske marked. Opkøbet, der vil give svenske rejsende bedre muligheder for at bestille skræddersyede rejser til hele verden, er en konsekvens af længere tids ønske om at udvide på den anden side af Øresund, oplyser Jysk Rejsebureau.

”Jysk Rejsebureau har oplevet stor fremgang i Danmark, og vi har fordoblet vores omsætning på seks år. Derfor har vi i længere tid gået med tanker om at “eksportere” vores kompetencer til det svenske marked. Vi har spurgt os selv: “Når 20.000 danskere årligt vælger at rejse med Jysk Rejsebureau – gad vide, om der så ikke også er interesse for vores produkter i Sverige?” Vi gik vi i gang med at lede efter en solid partner, som matchede vores værdier og DNA,” siger Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau, der har 92 ansatte på sine kontorer i Aarhus, Aalborg, Herning og København.

Store vækstambitioner
Winberg Travel, der har base i Eslöv 40 kilometer nord for Malmø, har eksisteret siden 1969 og startede i 1970’erne med at lave rundrejser i Thailand. Sidste år omsatte virksomheden for 40 millioner svenske kroner. I dag skræddersyer virksomheden rejser til hele verden – ligesom Jysk Rejsebureau.

”Vi er meget glade for, at Winberg Travel har lyst til at samarbejde med os. De to forhenværende ejere af Winberg Travel, Dusica Nilsson og Milla Limrell, har drevet en sund forretning i tolv år, og vi glæder os til at være med til yderligere at udvikle varemærket og virksomheden Winberg Travel. Vi har store ambitioner for virksomhedens vækst,” siger Niels Amstrup om opkøbet, som har været undervejs siden august 2017.

Relaterede artikler:

Stort rejsebureau søger flere ansatte
Jysk Rejsebureau udvider i Aalborg

Jysk Rejsebureau åbner i København