Jysk Rejsebureau udvider i Aalborg

REJSEBUREAU: Jysk Rejsebureau har ansat ekstra medarbejdere i afdelingen i Aalborg.

Rejsebureauet, der primært beskæftiger sig med kultur- og aktivrejser, har vokseværk i det nordjyske.

Her har man måtte flytte til større lokaler centralt i Aalborg, og der er nu 12 rejsekonsulenter tilknyttet bureauets Aalborg-afdeling.

Butikschefen i Aalborg, Jan Sørensen, siger til Midtvestavis, at der er en stigende interesse hos nordjyderne, og at kunderne i højere grad ønsker at besøge rejsemål uden for Europa.

”Vi servicerer eventyrlystne nordjyder i alle aldre, og mange trækker på vores ekspertise. God og ærlig rådgivning er altafgørende, og vore rejsekonsulenter har selv rejst i de lande, der rådgives om. Vi sætter stor pris på at være tæt på vore kunder, og det har vi alle muligheder for med den nye, flotte butik,” siger han.

Ud over Aalborg har Jysk Rejsebureau afdelinger i København, Aarhus og Herning. Den første afdeling åbnede i Aarhus i 1984, og bureauets mest populære destinationer er USA, Thailand, Australien og New Zealand.

Jysk Rejsebureau omsætter årligt for over 200 mio. kr. Det er del af Horizon-gruppen, der også tæller Kilroy Travels Denmark. Gruppen omsatte sidste år samlet for ca. en halv milliard kr. og havde overskud på 15,3 mio. kr.​