- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske produkter flyver ind i luksussegmentet

Flyselskaberne kæmper om at tiltrække de velbetalende passagerer i deres eksklusive kabiner. En række danske virksomheder leverer produkter hertil, hvilket giver værdifuld branding.

Tidligere i denne uge kunne STANDBY.dk berette om det lille mejeri Sønderhaven i Vendsyssel der skal levere eksklusive oste til Singapore Airlines. Men mejeriet er ikke den eneste danske virksomhed der leverer produkter til flyselskabernes Business-og First Class-passagerer. Flyselskaberne konkurrerer hårdt om at tiltrække sig de velbetalende passagerer med luksuriøse produkter både til ganen og det øvrige velbefindende.

Et udvalg af Sønderhaven mejeri sit udvalg, hvoraf to af ostene skal ombord på Singapore Airlines. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Betyder meget for branding
Preben Ørum der ejer gårdmejeriet Sønderhaven i Brønderslev i Nordjylland er ikke i tvivl om, at det har stor markedsmæssig betydning at blive leverandør til Singapore Airlines.

”Vi er pavestolte over at kunne levere til Singapore Airlines, der jo er kendt for sin høje kvalitet. Rent indtjeningsmæssigt betyder det ikke så meget, men det giver en enorm brandingværdi for os,” siger Preben Ørum til STANDBY.dk.

”Det er også en rigtig god historie for flyselskabet, at vælge en lille lokal leverandør, men vi sikrer også en bæredygtig og sporbar produktion, og det er ikke noget man skal kimse af med dagens klimaudfordringer,” uddyber Preben Ørum.

”Jeg tror vores projekt kan være med at slå dørene op for danske kvalitetsprodukter, for dem har vi her i landet, og det kan godt være det giver os nogle flere kunder. Måske er der en ostehandler ombord,” pointerer Ørum med et godt nordjysk grin.

Dansk lakrids til hele verden
Sidste år indgik den danske lakridsvirksomhed Bülow en aftale med Emirates om, at levere lakrids til selskabets First Class-passagerer på alle afgange. Et samarbejde Lakrids by Bülow er meget tilfredse med.

“Det er ingen tvivl om at vi er stolte over samarbejdet. Vores lakrids kommer nu ud til et verdensomspændende publikum, og vi vil jo at hele verden skal lære, at elske lakrids. Emirates er også glade for samarbejdet, så det vil fortsætte,” fortæller Sarah Carl, marketingdirektør i Lakrids by Bülow, til STANDBY.dk.

“Danske produkter nyder stor interesse i specielt Asien og USA, og spændingsfeltet mellem gastronomi og design vækker meget opmærksomhed. Ingen tvivl om, at danske produkter er førende i mage kategorier, og har høj kvalitet,” pointerer Sarah Carl.

Dansk står for kvalitet og innovation
Bang & Olufsen leverer hovedtelefoner til passagererne hos Singapore Airlines og Amercian Airlines i de dyre kabiner. Og fra virksomeden i Struer er der ingen tvivl om, at danske produkter hører hjemme i luksussegmentet.

“Når vi møder vores kunder og samarbejdspartnere ude i verden, så forbinder man ofte Danmark og danske produkter med høj kvalitet, flot design, innovation og bæredygtighed. Så betyder det noget, når man ser det rødbedefarvede pas,” fortæller kommunikationsdirektør i Bang & Olufsen, Jens Gamborg.

”Vi er glade for vores aftaler med flyselskaberne. Også fra et brandperspektiv. Som et luksus og livsstilsbrand har det stor værdi for os at blive eksponeret i denne kundegruppe, og aftaler som disse er en del af vores strategi om at øge det globale kendskab til Bang & Olufsen. Omvendt får vores partnere mulighed for at tilbyde deres kunder en unik B&O lydoplevelse, når de sidder i flyet,” siger Jens Gamborg, der også fortæller selskabet løbende ser på, om der kan være andre relevante samarbejdspartnere inden for luftfartsindustrien.

Salgs- og kommunikationschef Allan Hoffery i Singapore Airlines arbejder på endnu flere danske produkter i luksussegmentet. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Kommer flere danske produkter
Singapore Airlines har allerede danske luksusprodukter ombord, udover oste fra Sønderhaven og hovedtelefoner fra B&O. Skarø is leverer en egen signatur-is med smag af cocktailen Singapore Sling til flyselskabet, og Oialla leverer chokolade. Flyselskabet forventer endnu flere danske leverandører på sigt.

”Vi har flere idéer i støbeskeen, og jeg er ret sikker på at der kommer flere danske produkter ombord,” siger Allan Hoffery, der er salgs- og kommunikationschef hos Singapore Airlines i Norden. Han vil dog endnu ikke røbe hvad slags produkter der er tale om, men smør fra Sønderhaven i Brønderslev – der også har været leveret til Restaurant Noma – står højt på listen.

”Men jeg kan sige, at vi også arbejder på at lave en speciel børnemenu – udvalgt og sammensat af netop børn. Det nytter ikke, at voksne skal fortælle hvad børn vil have, og vi ser mange familier der rejser på vores Business Class. Derfor vil vi gerne lave et spændende tilbud, også til de mindste i familien,” fortæller Hoffery, der også er klar på, at danske produkter bærer en høj kvalitet og international anseelse.

Allan Hoffery lægger ikke skjul på vigtigheden af at tiltrække passagerer i Business Class-segmentet, og flyselskabet arbejder på at lave et lignende koncept med lokale leverandører på sine afgange fra Stockholm, men dette har foreløbigt nogle logistiske udfordringer da afgangene fra Stockholm cateres fra Moskva.

SAS satser på skandinaviske produkter
SAS kører også med en klar skandinavisk produktlinje på sit Business Class produkt. Og her findes også danske leverandører, hvor blandt andet det danske bryggeri Mikkeller har lavet en signatur-øl til SAS. Man finder også norsk gin fra Harahorn og svensk whisky fra Mackmyra ombord hos SAS. Til nattesøvnen reder SAS op med sengelinned fra svenske Hästens.

Relaterede artikler:

Nordjyske oste flyver med Singapore Airlines

Emirates bruger masser af dansk lakrids

B&O klar med hovedtelefoner til Singapore Airlines

Nyt interiør til SAS langrutefly