Dansk lakrids fra Lakrids by Johan Bülow er del af goderne på Emirates’ First Class for passagerer på over 120 flyruter til 70 lande.
Det danske firma Lakrids by Johan Bülow skal fortsat levere lakridser til passagererne på Emirates’ First Class. Sidste år valgte Emirates Lakrids by Johan Bülow som leverandør til sine First Class-passagerer, der kan flyve på over 120 flyruter hos flyselskabet fra Dubai.
Det danske lakridsfirma, der første gang åbnede på Bornholm i 2007, leverer sine produkter til den snack-kurv, der bliver delt ud på First Class hos Emirates. 75 procent af lakridsfirmaet ejes i dag af den svenske kapitalfond Valedo Partners, der også har Joe & The Juice.
Emirates flyver dagligt mellem Dubai og Københavns Lufthavn – men A380-flyet har dog ikke First Class, kun economy og business.
“Med over 150 destinationer i Emirates’ rutenetværk og passagerer fra hele verden, er det vigtigt for os at give vores kunder en smagsprøve på de destinationer, vi flyver til. Det afspejler sig i vores menuer, i vores udvalg af vine og i First Class-snackkurv,” siger Joost Heymeijer, Senior Vice President for Inflight Catering hos Emirates og fortsætter:
”Vi er stolte af at servere det allerbedste, når det gælder lokale produkter, hvor håndværket er i fokus, og Lakrids by Johan Bülow er et rigtig godt eksempel på det. For vores danske kunder er lakridsen en smag af noget hjemligt, og for de, der ikke er bekendt med dansk lakrids, er det en ny delikatesse de kan prøve på vores fly.”
Dansk lakrids til 70 lande og 6 kontinenter
Lakrids by Johan Bülow har produceret en særlig æske til Emirates med syv lakridskugler i hver æske, og med samarbejdet er der opstået et en ny form for eksportfremstød, hvor passagerer fra hele verden bliver eksponeret for den danske specialitet hver eneste dag.
“Vores drøm er få hele verden til at dele vores passion til lakrids af højeste kvalitet. Hos Emirates kan vi hver dag vise tusindvis af rejsende, hvordan lakrids kan smage. Vi oplever en stigende interesse fra udlandet, senest har vi åbnet en stor butik i Dubai Mall, hvor efterspørgslen på skandinavisk kvalitet er enorm,” siger Johan Bülow i pressemeddelelse fra Emirates.
De danske lakridser serveres på First Class på Emirates rutenetværk og bliver fløjet til over 70 lande på seks kontinenter. I tråd med Emirates sæsonmenuer om bord, producerer Lakrids by Johan Bülow desuden særlige varianter til Emirates’ passagerer i anledning af jul og påske.
Siden samarbejdet begyndte sidste år mellem Emirates og det danske lakridsfirma har Emirates uddelt 3,3 millioner lakridskugler.
Relaterede artikler:
Emirates håber at øge i København