- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DBTA søger kandidater til pris

Ved Danish Travel Award 3. oktober uddeler Danish Business Travel Association atter DBTA Prisen til modtager der har gjort "særlig forskel på forretningsrejseområdet.” Men hvem skal have prisen – foreningen ønsker forslag.

DBTA, den største forening for danske travel managers og deres leverandører, vil under årets Danish Travel Award-show den 3. oktober i Cirkusbygningen atter uddele DBTA Prisen – og foreningen søger nu forslag til årets prismodtager.

Alle kan nominere kandidater, forslagene skal senest 10. september mailes til: dbta@dbta.dk – herefter gennemgår foreningens bestyrelse de indsendte forslag og finder årets prismodtager. Modtageren er ”en person, virksomhed eller gruppe, som i det forgangne år har gjort en særlig forskel for forretningsrejseområdet,” hedder det blandt andet.

Sidste år gik DBTA Prisen til Danmarks Rejsebureau Forening ”for at skabe samarbejde mellem kunderne og erhvervsrejsebureauerne.”

I servitutterne omkring DBTA Prisen står blandt andet: ”DBTAs væsentligste opgave er at fremme begrebet Travel Management – ikke kun blandt foreningens medlemsvirksomheder, men også i den omkringliggende verden.

Størrelsesmæssigt er virksomhedens rejseaktiviteter ofte blandt de tre største indirekte omkostninger og dermed en væsentlig faktor for virksomhedens bundlinje. Derfor er der stort fokus på rejseområdet.

DBTA ønsker med denne pris at pege på en person, virksomhed eller gruppe, som i det forgangne år har gjort en særlig forskel for forretningsrejseområdet. Det kan være i form af særlige projekter, en politisk indsats, et løft af branchens kompetencer, udvikling af nye værktøjer eller anden pioner-aktivitet, som fremmer Travel Management- begrebet i Danmark,” lyder det fra DBTA.

Prisen blev indstiftet i 2009 og uddeles årligt ved Danish Travel Award – men kan dog også gives udenfor dette regi, som en særlig anerkendelse for en indsats, der bør påskønnes her og nu.

Danish Business Travel Association har mere omtale af prisen på sin hjemmeside samt på DBTA’s Facebook- og LinkedIn-sider. Foreningen har cirka 120 medlemmer, omkring 40 travel managers fra en række store virksomheder samt leverandører som flyselskaber, hoteller og biludlejningsfirmaer.

Indbydelser er snart på vej
Selve Danish Travel Award arrangeres af Travelmedia Nordic, der blandt andet står bag hjemmesiderne STANDBY.dk, CHECK-in.dk og den engelsksprogede Standbynordic.com

Indbydelser til årets Danish Travel Awards forventes udsendt i starten af september.

Relaterede artikler:

Travel managers klar til nyt fællesmøde

Dansk firma øger fokus på digitalisering i hotelbranchen

DBTA-pris til fødselar