- STANDBY.dk - https://standby.dk -

DFDS jagter sejlende Michelin-stjerne

Der er flere spisemuligheder på DFDS-skibene Crown og Pearl, der dagligt sejler i hver retning mellem København og Oslo. Man kan spise de medbragte klemmer i kahytten – eller svinge kreditkortet på for eksempel de to skibes gourmetrestauranter, Marco Polo.

Mandag på Københavns Rådhus blev de nordiske restauranter, der får årets Michelin-stjerner, offentliggjort. Men hvorfor kan der ikke komme en Michelin-stjerne til gourmetrestauranterne på Crown og Pearl, spørger global salgsdirektør for passagersalget hos DFDS, Kevin Thyge Helsinghof. For at prøve at komme nærmere det mål har DFDS søsat samarbejde med stjernekokken Søren Westh, der skal være med til at gøre det kulinariske niveau på Marco Polo-restauranterne endnu højere. Resultatet præsenteres i starten af maj på restauranternes nye menukort.

”Marco Polo-restauranterne, der findes på både Crown og Pearl, er vores egne restauranter. De har 20 borde med samlet plads til op mod 50 gæster. Så en gourmet-restaurant ombord er ikke et nyt koncept, men vi vil gøre det endnu bedre,” siger Kevin Helsinghof til standby.dk og tilføjer:

”Samtidig har vi stigende efterspørgsel fra konferencegæster om endnu bedre mad – og tanken er, at når vi alligevel sejler mellem to gourmetbyer med mange restauranter med Michelin-stjerner som København og Oslo, så kunne vi da undersøge muligheden for måske at få en Michelin-stjerne.”

DFDS-ruten mellem København og Oslo havde sidste år 770.000 rejsende, hvoraf de 350.000 købte buffeten i skibenes Seven Seas-restauranter. Udover gourmetrestauranterne Marco Polo har DFDS-skibene mellem København og Oslo flere andre madkoncepter, blandt andet bøfrestauranten Explorer Steakhouse, den italiensk inspirerede Little Italy samt Blue Ribbon, der henvender sig til grupper ombord. ”Vi synes selv, vi har et rigtig fint niveau i Marco Polo, men vi kunne godt tænke os at løfte det endnu højere – til Michelin-kvalitet,” siger Kevin Helsinghof.

Kok med erfaring fra 3-stjernet Michelin-restaurant
Derfor har Marco Polo-restauranterne indledt samarbejdet med den tidligere Noma-kok Søren Westh; han skal som konsulent hjælpe DFDS på vej mod en restaurant i den kulinariske topliga. Der bygges et helt nyt Marco Polo-køkken ombord – og køkkenpersonalet i Marco Polo-restauranterne er suppleret med flere kokke og en ny køkkenchef, Christian Mortensen. Han har før været køkkenchef på blandt andet den tidligere The Paul restaurant i Tivoli og Kul i Kødbyen som i syv år havde en Michelin-stjerne.

”Ambitionerne for den nye Marco Polo er ikke små. Der er to skibe, Crown og Pearl, så det er to restauranter med i alt fire køkkenhold, der hver arbejder 14 dage ad gangen, der skal trænes og oplæres,” siger Søren Westh. Han var i otte år kok på Noma, men havde også afstikkere til den tre Michelin-stjernede Restaurant Per Se i New York og en sæson i Barcelona på den ligeledes trestjernede Michelin-restaurant elBulli.

Relaterede artikler:

DFDS øger i Østersøen

DFDS får stadig flere oversøiske passagerer

DFDS går fra 17 til én hjemmeside

Kursændring hos DFDS