- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Diners Card lukker i Norden

Det globale kreditkort Diners Club, som mange forbrugere for eksempel har afleveret kortnummer på som betalingsmiddel til rejsebureauer, flyselskaber og biludlejningsselskaber, lukker og slukker 31. maj næste år i Norden. Det oplyser Diners Club på sin danske hjemmeside, skriver Jyllands-Posten.

Diners Card giver også mulighed for at optjene bonuspoint hos blandt andet SAS ligesom kreditkortet har en indbygget rejseforsikring og giver adgang til omkring 800 lounger i lufthavne verden over. Disse fordele forsvinder når de nordisk-udstedte Diners Cards ikke mere gælder fra udgangen af maj næste år.

SEB Kort Bank har den nordiske i licens til Diners Club Nordic – og 1. februar næste år fusioneres Diners Club Nordic med moderselskabet SEB Kort Bank. Det er i hele Norden, hvor der er over 500.000 indehavere af kortet, at Diners Club-kortene ikke mere udstedes. Diners Club vil stadig findes på verdensplan, hvor der er  over 70 millioner Diners Cards.

”I takt med øget regulering af og konkurrence på kortmarkedet har vi valgt at fokusere på vores Mastercard,” skriver Diners Club på sin danske hjemmeside, hvor der også står: ”Efter mange års godt samarbejde med vores medlemmer har vi besluttet at lukke vores kortvirksomhed for Diners Club i Danmark fra 31. maj 2019.”

SAS ejede indtil 1994 Diners Club Nordic, der tidligere sammen med SEB Kort Bank har været ganske aktiv overfor rejsebranchen.

Havde glemt kontanter
Diners Club er kendt som verdens første kreditkort. Det blev skabt i 1949, da forretningsmanden Frank McNamara ikke kunne betale en middag i New York for nogle kunder, fordi han havde glemt sin pengepung. Heldigvis kunne hans hustru betale. Men Frank McNamara lovede sig selv, at han aldrig skulle udsætte sig selv for så pinlig en situation igen – og ideen til kreditkortet blev født, står der om historien bag ideen om kreditkortet på Diners Clubs hjemmeside.

I dag accepteres Diners Club i 37 millioner forretninger med mere i over 185 lande og territorier ligesom der kan hæves penge på det i 1,9 millioner ATM-maskiner verden over.

Diners Club er på verdensplan en del af Discover Global Network, der igen ejes af Discover Financial Services, står der på Diners Cards internationale hjemmeside.

Relaterede artikler:

SAS indfører afgift på firmakort

DRF i samarbejde med valutafirma

Ny kreditkortløsning til erhvervsrejsende