De fysiske kreditkort skal ikke op af lommen i forbindelse med AirPlus' og booking.com's nye samarbejde. Foto: AirPlus.

Ny kreditkortløsning til erhvervsrejsende

I samarbejde med MasterCard introducerer AirPlus sit nye udspil, European Corporate Card. Med dette afregner firmaer via AirPlus – ikke en bank.

Tyske AirPlus International, der har ekspertise i betalings- og afregningsløsninger til rejsebranchen, ruller snart sit nye European Corporate Card ud på en række europæiske markeder.
Der startes til efteråret i Frankrig – inden udgangen af næste år følger 18 primært vesteuropæiske lande, blandt andet Danmark, Norge og Sverige.

“Med European Corporate Card kan AirPlus opfylde behovene hos vores internationale kunder om en standardiseret betalingsløsning. AirPlus’ virksomhedskunder og deres medarbejdere kan dermed nøjes med en enkelt partner, der centraliserer, simplificerer og harmoniserer alle processer fra implementering af det nye kreditkortprogram til betaling og afregning for betaling under firmarejsen. Det sker nu via AirPlus fremfor en række banker,” lyder det fra AirPlus der tilføjer at den nye Mastercard-løsning også har fuld dækning for rejseforsikringer.

Salgschef for AirPlus i Danmark, Helle Kruuse, siger til STANDBY.dk: ”AirPlus har jo i mange år sammen med bankpartnere tilbudt kreditkort i forbindelse med firmaernes rejsekonti. Det nye med vores European Corporate Card er, at AirPlus nu har licensen og at betalinger med mere dermed sker via os fremfor bankpartnere. AirPlus ejer dette produkt, European Corporate Card, og kan dermed tilbyde en ensartet løsning.”

Henvendt til firmakunder i Europa
AirPlus’ nye European Corporate Card er beregnet til europæiske firmaer og deres rejsende medarbejdere til at betale for firmarelaterede køb på deres forretningsrejser. Når det nye system er fuldt udrullet kan indehavere af kortet bruge det på samme måde i de 19 tilsluttede europæiske lande. Dermed skal der ikke afregnes via for eksempel banker i de enkelte lande, men kun enkelt partner, nemlig AirPlus.
Det forenkler afregninger og administration, lyder det fra AirPlus, der tilføjer, at det har betalingsløsninger for 51.000 virksomheder verden over.

I alt kan Mastercard ifølge egne oplysninger bruges til betaling 44 millioner steder verden over.

Relaterede artikler:

AirPlus øger betalingsmuligheder

SAS klar med særpriser til erhvervskunder

Travel managers uddelte nordiske hæderspriser

Forsikringsselskab: Vælg ikke selvrisiko ved billeje