- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Disse lande havde størst turisme-vækst i 2019

Listen fra UNWTO – United Nations World Tourism Organization – toppes af omdiskuterede Burma, der ifølge opgørelsen sidste år havde en vækst på 40,2 procent sammenlignet med 2018.

UNWTO, der er FN’s agentur til blandt andet at fremme en ansvarlig, bæredygtig og universelt tilgængelig turisme, har masser af tal i sin nye turismeopgørelse.

Ifølge UNWTO’s foreløbige tal for sidste år var der 1,5 milliarder ankomster af udenlandske rejsende – turister, forretningsfolk, studerende og så videre – i andre lande end deres eget. Tallet var på verdensplan en stigning på fire procent sammenlignet med 2018.

Målt i antal ankomster var Frankrig også sidste år verdens største modtager af udenlandske turister med mere. I alt var der sidste år 90 millioner udenlandske ankomster til Frankrig, på andenpladsen havde Spanien med 83,8 millioner.

To af de destinationer, der sidste år havde størst tilbagegang, var Hong Kong med minus 18,8 procent; formentlig på grund af de langvarige uroligheder. Den anden var Sri Lanka, der så et drop på 18 procent, muligvis som følge af det dødelige terrorangreb i påsken sidste år.

Størst vækst i procenter
Tallene i UNTWO’s foreløbige statistik for sidste år bygger på indrapporteringer fra verdens lande. Ifølge disse tal var de procentvise største stigninger sidste år:

Burma (Myanmar) 40,2 procent, Puerto Rico 31,2, Iran 27,9, Usbekistan 27,3, Montenegro 21,4, Egypten 21,1, Vietnam 16,2, Filippinerne 15,1, Maldiverne 14,9 og Bahamas 14,6 procent stigning fra 2018 til 2019.

De øvrige ti lande på listen over den højeste vækst i turisme sidste år var Qatar med 14,5, Armenien og Sydkorea, begge 14,4, Tyrkiet 14, Bosnien Hercegovina 13,7, Tunesien 13,6, Laos 11,5, Aserbajdsjan 11,4, Israel 10,5, Litauen 10,1 og Kasakhstan melder om 10 procent flere ankomster af udenlandske rejsende fra 2018 til 2019.

Burma-workshop i København
Apropos Burma, der topper UNWTO-listen over lande med største udenlandsk turismevækst sidste år, så indbyder Myanmar Tourism Marketing rejsebranchen til workshop i København den 9. maj.

Med til workshoppen er 15 såkaldte destination management companies (DMC’er) fra selve Burma. DMC’erne repræsenterer alt fra rejsende på jagt efter eventyr, kultur, kunst, golf, sportsfiskeri, børnefamilier, forretningsrejsende og LGBT (Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender), oplyses det i indbydelsen fra Myanmar Tourism Marketing.

Turismerelaterede besøg fra Burma er meget sjældne i Danmark. Workshoppen skyldes muligvis at Burma er inde i en svær periode. Landet har i mange år været omfattet sympati rettet mod navnlig vinderen af Nobels fredspris tilbage i 1991, Aung San Suu Kyi.

Men de seneste år er det overvejende buddhistiske Burma delvist kommet i ”bad standing” i dele af det internationale samfund på grund af rapporter fra blandt andet FN om etnisk udrensning blandt det muslimske rohingya-mindretal.

Relaterede artikler:

Danske pas blandt verdens femtebedste

UNWTO: Qatar er et af verdens mest åbne lande

Specielle rejsemål giver stor vækst