Skyline i Doha, Qatar. Foto: UNWTO

UNWTO: Qatar er et af verdens mest åbne lande

Qatar har opdateret sine visumregler, hvilket har gjort den mellemøstlige oliestat til et af de mest åbne lande i verden, melder FNs turistorganisation.

I 2014 lå Qatar på 177. pladsen over verdens mest åbne lande. Men landet har taget et kvantespring og er i dag helt oppe på en ottendeplads.

Den markant forbedrede adgang til den lille oliestat sker, fordi man har foretaget en række forbedringer på visum-området, som gør det lettere for mange mennesker at komme ind i landet.

Det er The World Tourism Organization (UNWTO), som lige har opdateret sin liste over de lande, der er mest åbne for rejsende. Qatar har forbedret visum-faciliteringen ved blandt andet at lancere en online-platform, hvor rejsende får en effektiv og gennemsigtig visumbehandling, ligesom man kan få et gratis 96-timers transitvisum. Det er en fordobling i tid i forhold til tidligere. I alt kan borgere fra 88 lande rejse ind i Qatar omkostningsfrit og med visum til maksimalt 90 dage.

Nem adgang er afgørende
Qatars seneste visumforbedringer har betydet, at det årlige antal rejsende fra Indien er steget med 18 procent, mens tallene er 43 procent for kinesere og hele 366 procent for russiske rejsende til Qatar. Borgere fra disse lande skal ikke længere have visum for at rejse ind i Qatar.

UNWTO understreger betydningen af, at Qatar fremover har sørget for en sikker og problemfri rejse til fordel for landets besøgende. Og det har været et vigtigt skridt for oliestatens turisme.

”Åbenhed og nem adgang er afgørende elementer i de besøgendes oplevelse. Vi har forpligtet os til at gøre det til en problemfri oplevelse, selv når besøgende planlægger deres rejse. Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med vores partnere for at strømline immigrationsprocessen ved Qatars grænser, samt at sikre at alle besøgsvisa og visumprocedurer er elektroniske,” siger Hassan Al Ibrahim, formand for Qatars turistmyndigheder.

Hviderusland åbner mere op
Det er ikke kun i Qatar, at man forenkler visum-ansøgningen og gør det lettere for turister at komme ind i landet. Det sker i øjeblikket i hele verden, melder UNWTO. Eksempelvis har Hviderusland for nyligt sørget for, at borgere fra 74 lande verden over kan opholde sig i 30 dage i landet uden visum ved ankomst til lufthavnen i hovedstaden Minsk.

Danskere er blandt dem, der kan få visumfrit ophold i 90 dage. Eventuelt visum vil blive udstedt ved indrejse.

 

Relaterede artikler:

Visumfrit til Indonesien

Donald Trump vil stramme visumregler

EU-Parlamentet vil have visumtvang for amerikanere

EU vil tjekke alle visumfrie rejser

Indien åbner digital visum-ansøgning