- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dyrere at være flypassager i Nordamerika

Flere flyselskaber i USA og Canada er begyndt at hæve priserne for første og andet stykket indchecket bagage ligesom det er blevet dyrere at ombooke billetter.

JetBlue Airways med hovedbase i New York var forleden første selskab til at meddele, at det forhøjer prisen for første stykke bagage, der skal i lastrummet, fra de nuværende 25 til fremover 30 dollars, mens kuffert nummer to også bliver fem dollars dyrere og nu vil koste 40 dollars.

JetBlue har også hævet prisen for at få ombooket billetter på de billigste bookingklasser. Flyselskabet har årligt omkring 40 millioner passagerer og lige over 100 destinationer i USA og flere lande i Nord- og Sydamerika samt Caribien.

Få dage efter fulgte de canadiske selskaber Air Canada og WestJet efter med virkning fra 5. oktober – og meddelte, ifølge blandt andet nyhedsbureauet Bloomberg, at kuffert nummer to stiger fra at koste 30 dollars til 50.

Begrundelsen for forhøjelser er de stigende oliepriser og ønsket om at holde billetpriserne på et konkurrencedygtigt niveau. Air Canada hæver sine bagagepriser på flyvninger indenfor Canada, til og fra USA samt Caribien og Mexico på de billigste billetklasser. Passagerer på Air Canada economy flex og economy comfort kan stadig medtage første kuffert gratis.

Alene sidste år fik Air Canada en milliard dollars i kassen for de såkaldte ekstraordinære indtægter, ancillary revenues, som valg af flysæde, ekstra benplads, prioriteret ombordstigning, salg af mad og drikke ombord, salg af adgang til WiFi på flyene og så videre.

Ifølge det amerikanske researchfirma IdeaWorksCompany, der blandt andet kigger på flyselskabernes ekstraordinære indtægter, havde de ti flyselskaber i verden, der er bedst til at skovle penge ind på disse konti, indtægter sidste år på næsten 30 milliarder dollars – for ti år siden tjente flyselskaberne blot to milliarder dollars på disse områder.

Gratis hos Southwest
Indtil videre fastholder de tre største fuld service-flyselskaber i USA, American, Delta og United, deres priser på 25 dollars for første kuffert og 35 for den anden.

USA’s største lavprisselskab og størst målt i passagerer på amerikansk indenrigs, Southwest, har det stadig som del af sit image og prispolitik, at passagererne kan medbringe to stykker gratis bagage i lastrummet. Southwest tager heller ikke penge for at ombooke billetter – dette koster op til 200 dollars hos American, Delta, JetBlue og United.

Alene sidste år fik flyselskaberne i USA 7,4 milliarder dollars i kassen fra inchecket bagage og afgifter for at ombooke billetter, viser tal fra USA’s transportministerium, US Department of Transportation, DOT.

Ifølge DOT var der sidste år 741,6 millioner passagerer på ruteflyvninger indenfor USA. De tre største selskaber på amerikansk indenrigs var Southwest med 157,7 millioner passagerer, fulgt af Delta der havde 145,6 millioner og American med 144,9 millioner indenrigspassagerer. Tallene omfatter moderselskaberne, ikke datterselskaber.

Relaterede artikler:

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads

Flyselskab får mange nye sælgere

Kendt luftfartsprofil lander nyt job