- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Emirates-gruppen får rejsebureau i Danmark

I starten af det nye år åbner Emirates Holidays rejsebureau i Danmark med speciale i rejser til Emirates’ hjemmebase, Dubai, samt blandt andet destinationer i Sydøstasien, Det indiske Ocean og Sydafrika, erfarer STANDBY.dk

Det danske firmanavn for Emirates Holidays blev registeret 23. oktober som DN Travel ApS med indtil videre samme adresse som et advokatfirma i København og med tre personer tilmeldt som direktører: Ailsa Pollard, Kenneth Andersen og Niel Alobaidi, viser information på datacvr.virk.dk

Ailsa Elizabeth Pollard har titel af Senior Vice President – DNATA Travel (Consumer). DNATA, der er en forkortelse for Dubai National Air Travel Agency, er en del af Emirates Group.

Kenneth Andersen stoppede i juni i år efter tre år hos Primera Travel Group, der efterfølgende krakkede i oktober. Hos Primera Travel Group var han først Head of Operations og fra juni sidste år til juni i år Commercial Director – Dynamic Packaging, oplyser hans LinkedIn-side.

Inden Kenneth Andersen kom til Primera Travel Group havde han otte år hos British Airways. Først som Revenue & Market Development Executive Nordics, siden som Leisure Sales Manager hos British Airways i Norden med base i København og senest som Commercial Development Manager Middle East med base i De Forenede Arabiske Emirater, hjemmebase for blandt andet Emirates.

Den tredje registrerede direktør hos danske DN Travel APS er Niel Alobaidi, direktør, Managing Director, for Emirates Holidays i Storbritannien og Irland.

DNATA Travel er ligesom blandt andet Emirates Holidays et af mange datterselskaber i Emirates Group – det samme er for eksempel selve flyselskabet Emirates.

Uvist om Emirates Holidays-navnet skal bruges
Forlydender i danske rejsebranche siger, at Emirates Holidays har kig på at lancere sig under et allerede konkret etableret leisurerejsebureau. STANDBY.dk har navnet på dette rejsebureau, men har ikke kunne få dobbeltbekræftelse på, at Emirates Holidays vil overtage dette navn i Danmark.

I hvert fald er domænenavnene Emiratesholidays.dk og Emirates-Holidays.dk ikke registreret, hvilket kunne indikere at entreen på det danske marked bliver under et andet navn.

Ifølge oplysninger i den danske rejsebranche er DN Travel begyndt at rekruttere sælgere til sin opstart i Danmark. Det er endnu uoplyst, hvor Emirates Holidays får kontor i København, hvor mange medarbejdere det skal have og hvad forventningerne til omsætningen er.

STANDBY.dk kunne forleden oplyse, at ”et endnu ukendt udenlandsk premium rejsebureau med fokus på rejser til Sydøstasien er på vej mod det danske marked.”

Nyheden om det kommende rejsebureau slap delvist ud, fordi Mads Munch Pedersen på sin LinkedIn-profil efterlyste danske og svenske sælgere til ”nyopstartet premium rejsebureau (med forventet opstart februar 2019).” Han har de seneste tre år været salgsdirektør for kompensationsfirmaet Flyforsinkelse.dk ligesom han tidligere var salgschef for rejsebureauerne Marco Polo og MyPlanet. Efter STANDBY.dk skrev om hans opslag blev det slettet.

Men han stopper ved årets udgang for at være med til at stå i spidsen for det kommende nye rejsebureau i Danmark med fokus på destinationer som Maldiverne, Mauritius, Seychellerne, Thailand (Bangkok, Phuket, Khao Lak) eller Bali, stod der i hans LinkedIn-opslag, hvor navnet Emirates dog ikke blev nævnt. Emirates flyver blandt andet til de nævnte destinationer.

Relaterede artikler:

Ukendt rejsebureau vil åbne i Danmark

Dubai skal gøres mere synlig i Norden

Emirates håber at øge i København