- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Endnu en sportsstjerne får rejsebureau

Jesper Holmris, tidligere landsholdsspiller i håndbold, har sammen med nær ven stiftet nyt rejsebureau med speciale i blandt andet aktivferier i og udenfor Europa.

Matchpoint Rejser med kontor i Egå ved Aarhus er Danmarks nyeste rejsebureau med en tidligere sportsstjerne som medstifter. I første omgang starter initiativtagerne, Jesper Holmris og Morten Daugbjerg, i det små og håber at sælge en rejse eller to om måneden.

”Men vi vil rigtig gerne gøre Matchpoint Rejser til en levevej,” siger 48-årige Jesper Holmris, der mellem 1989-1995 nåede 55 landskampe for det danske håndboldlandshold, til STANDBY.dk

Jesper Holmris har udover at være professionel håndboldspiller også været landstræner for Storbritanien, Schweiz og senest det kinesiske kvindelandshold.

Matchpoint Rejser, der blev oprettet i september, vil arrangere tennisrejser og andre aktiv-ferier for grupper på op til 20 til blandt andet USA, Japan, Island og Spanien – på programmet bliver efter planen også for eksempel De Amerikanske Jomfruøer, det tidligere Dansk Vestindien, samt Filippinerne.

”Jeg har gennem årene haft en række håndboldjobs på korte og længere kontrakter, og jeg har altid været en globetrotter. Nu stod jeg uden et håndboldjob, det passede med at det samme som sådan var tilfældet for Morten – og så startede vi Matchpoint,” siger Jesper Holmris og fortsætter:

”Matchpoint Rejser er ikke nødvendigvis noget stort, men vores rejser tager udgangspunkt i steder, vi har været, og som vi gerne vil lave aktiv-rejser til. Mange laver for eksempel tennisrejser til Sydeuropa, vi har derfor blandt andet kastet os over noget mere eksotisk som for eksempel Miami og Japan.”

Fritidsrejsebureau
Jesper Holmris siger, at det vil tage nogen tid at få løbet Matchpoint Rejser i gang. Derfor har han arbejde som underviser på idrætshøjskolen i Aarhus, mens han makker, Morten Daugbjerg, der er uddannet ingeniør, arbejder i køkkenbranchen. Morten Daugbjerg har mange års erfaring med tennis og badminton og fungerer som tennistræner i DGI-regi.

Matchpoint Rejser får udstedt IATA-billetter til langruterne hos Billetkontoret, mens de selv vil klare flybilletterne indenfor Europa. Omdrejningspunktet for Matchpoint Rejser er aktive rejser indenfor alt fra yoga, cykling, fitness og selvfølgelig tennis til aktiviteter på vandet.

Udover grupperejser vil Matchpoint også arrangere skræddersyede rejser til private – for eksempel familieferier eller rejser med vennerne.

Flere andre sportsstjerner har rejsebureauer
Med sit rejsebureau kommer Jesper Holmris i selskab med andre danske sportsstjerner, der også står bag rejsebureauer.

For eksempel er den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Camilla Andersen, med i TravelSense, cykelrytteren Bjarne Riis er i ejerkredsen af Virtu Travel og Cykler Mallorca, mens den tidligere landsholdsspiller i fodbold Martin Jørgensen tidligere i år åbnede sit MyWayTravel; i øvrigt på samme adresse i Aarhus som busrejsebureauet ”De graa Busser” som han er administrerende direktør for som fjerde generation i familien.

Relaterede artikler:

”Mine rejser skal ikke masseproduceres”

Bjarne Riis køber endnu et dansk rejsebureau

Billetkontoret klar med Lufthansas NDC-priser