Martin Jørgensen og hans rejsebureau MyWayTravel er klar med fodboldrejser ud i Europa. Rejsebureauet deler kontor i Aarhus med busrejsebureauet ”de graa busser,” som han er administrerende direktør for - og fjerde generation i familien i spidsen for.

”Mine rejser skal ikke masseproduceres”

Den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen har netop søsat sit nye rejsebureau, MyWayTravel, der navnlig skal arrangere og gennemføre fodboldrejser i Europa.

Martin Jørgensen, der nåede 102 A-landskampe for Danmark, er fra efteråret klar til at sende sine gæster afsted på fodboldture til navnlig Tyskland, England, Spanien og Italien. Rejserne skal ske i regi af hans nystartede rejsebureau, MyWayTravel.

Rejserne bliver med bus til fodboldkampe i det nordtyske, for eksempel Hamborg, Berlin, Dortmund og Bremen, mens der flyves til England, Spanien og Italien. Martin Jørgensen spillede fra 1997 til 2010 i de italienske klubber Udinese og Fiorentina – og har fra sin lange karriere mange forbindelser, der skal være til at gøre hans rejser til noget særligt.

”Hvor mange gæster vi får om året hos MyWayTravel, kommer jo an på, hvor mange der synes det er en god ide at tage med os. Vi kan først begynde at udbyde rejser når vi kender den kommende sæsons kampprogrammer for de bedste rækker i Tyskland, England, Spanien og Italien – og ved, hvad vi kan få af billetter og til hvilken pris,” siger Martin Jørgensen til STANDBY.dk og tilføjer:

”Men mon ikke vi her i vores første år kan få sendt 20-30 ture afsted med fodbold som omdrejningspunkt. I de fleste af vores rejsekategorier bliver det rejser med bus i det nordtyske. Vi starter med rejser ud af Jylland, og så senere fra København.”

Med bus og fly
Martin Jørgensen har kørekort til bus og udelukker ikke, at han kan sidde i chaufførsædet på ture til for eksempel Hamborg når for eksempel unge drenge skal opleve suset på et stort tysk fodboldstadion.

Han vil selv tage med som rejseleder på nogle af fodboldturene til blandt andet Italien, hvortil der flyves.

”Vores rejser skal ikke masseproduceres, de skal helst være noget unikt. Jeg har for eksempel en ide om en tur med 20-25 pladser til lokalopgøret mellem min gamle klub Fiorentina fra Firenze og rivalerne fra Juventus; den kamp har jeg spillet flere gange som aktiv, men aldrig prøvet at stå på stadion med de andre fans og opleve stemningen,” siger Martin Jørgensen og fortsætter:

”Nu må vi se, hvor meget MyWayTravel griber om sig; jeg har ikke noget mål om, at vi skal have så og så mange afsted. Fodbolden er i højsædet, men det gælder om at lave lidt anderledes fodboldrejser; sådan nogle, jeg selv ville synes det var sjovt at komme med på. Men bureauet må da gerne blive så stort som muligt, og for ikke kun at være afhængig af fodboldrejser, tilbyder vi også at arrangere virksomhedsrejser.”

Andre sportsstjerner med rejsebureauer
Med sit rejsebureau kommer Martin Jørgensen i selskab med andre store danske sportsstjerner, der også står bag rejsebureauer.

For eksempel er håndboldstjernen Camilla Andersen med i TravelSense, mens cykelrytteren Bjarne Riis er i ejerkredsen af Virtu Travel og Cykler Mallorca.

Direktør for busrejsebureau
Martin Jørgensens rejsebureau, MyWayTravel, har samme adresse i Aarhus som busrejsebureauet ”de graa busser” som han er administrerende direktør for – og fjerde generation i familien i spidsen for.

Forgængeren for de graa busser startede i 1920 som en lille vognmandsforretning; i dag sender bureauet årligt cirka 15.000 gæster på busferie og andre 10.000 på endagsture til for eksempel Tyskland.

Relaterede artikler:

Landsholdsspiller åbner rejsebureau

Bjarne Riis køber endnu et dansk rejsebureau

Idrætsstjerner er de fødte turistambassadører