- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Energisk hoteldirektør runder 50

Peter Brinks, der siden 2012 har stået i spidsen for Danmarks største private koncertspillested udenfor København, Fuglsøcentret på Djursland, markerer sine første 50 år med reception på torsdag, den 23. august.

At betegne Peter Brinks som hoteldirektør er langtfra dækkende for dette meget iderige, tænksomme og energiske menneske. Han har gennem karrieren været meget andet – og er det bestemt også i dag som administrerende direktør for Fuglsøcentret, der ligger smukt som nabo til nationalparken Mols Bjerge.

Selve Fuglsøcentret er, hvad det er – et fint hotel- og kongrescenter med 160 værelser med plads til 550 overnattende når alt er i brug. Det er også et møde- og kongrescenter, også for private fester, med på årsbasis 80.000 gæster, her af er de 30.000 overnattende.

Og omkring 16.000 af gæsterne kommer til Fuglsøcentret på grund af det, der navnlig gør centret unikt. Det er uden offentlige tilskud blevet Danmarks største private koncertspillested uden for København – med alt fra rock og rul til opera. Det passer også meget godt med, hvad Peter Brinks hører hjemme i privaten, heavyrock med for eksempel Rammstein til klassiske Chopin – hvis der ikke læses for eksempel svenske krimier.

Musikken begyndte at spille i 2012, da Peter Brinks var blevet hentet til centret for blandt andet at lave en tiltrængt turnaround efter at den tidligere ejere var gået konkurs med centret. Det første år var der beskedne fire koncerter, i dag er det sat meget mere i system; der er nu omkring 45-50 årlige koncerter, og der er tit fuldt hus i den store sal med plads til 700 publikummer. Nogle kommer for at høre koncerten og tager så hjem – andre køber en af pakkerne med overnatning, mad og koncert.

”I starten vidste nærmest ingen kunstnere, hvem vi var – i dag får vi hver uge henvendelser fra bands, solister og så videre, der gerne vil spille hos os,” siger Peter Brinks til STANDBY.dk og tilføjer:

”Vi har i dag en størrelse på koncertområdet, hvor vi kan tiltrække og betale stadig større navne. Min drøm er udendørskoncerter eller en musikfestival.”

Selv Fuglsøcentret kan også blive større. Det ligger på en grund på 116.000 kvadratmeter og der arbejdes med en masterplan, der forventes klar til efteråret, hvor Fuglsøcentret tænkes ind i nationalparken Mols Bjerge.

Samlet omsætter Fuglsøcentret i dag for omkring 30 millioner kroner om året, det har 25 fuldtidsansatte og 80 på deltid. Omkring en tredjedel af omsætningen kommer netop fra koncerterne.

Hoteller, flyselskab og rejsebureau
Peter Brinks er født i Løgstrup, en overskuelig lille by tæt på Viborg. Efter studentereksamen begyndte han at læse jura på Århus Universitet, men efter blot fire måneder indså den dengang unge mand, at jura ikke var noget for ham. Eller også var det omvendt.

Det gav rykket til rejsebranchen. Først to år som natportier på Hotel Scandic i Esbjerg fulgt af fem år fra 1990 på nyåbnede Hotel Koldingfjord. Først som receptionist, siden som sælger inden han blev konferencechef.

Men så manglede daværende Maersk Air en sælger i det nordtyske og syddanske. Et job med base i Billund og med cirka 120 rejsedage i udlandet om året. Efter tre år kom han til Maersk Rejsebureau i Aarhus som souschef.

Luftfarten blev i år 2000 skiftet ud med en retur til hotelbranchen. Denne gang skulle Peter Brinks stå for totalrenoveringen af Best Western Saxildhus i Kolding. Efter to år i det sønderjyske rykkede Peter Brinks over Lillebæltsbroen til Fyn for at stå i spidsen for en ny stor renovering, denne gang Hindsgavl Slot der under hans fem år blev ombygget for et trecifret millionbeløb – samtidig med at blev omsætningen fordoblet.

I 2007 blev Peter Brinks headhuntet til Fleggaard Koncernen, hvor han skulle stå for den nyoprettede hoteldivision med blandt andet Best Western Hotel Des Nordens i Tyskland samt Hotel Fakkelgaarden på den danske side af grænsen. Også de fire år her stod på ombygninger, især af det tyske hotel.

Fandt noget, der manglede i markedet
Efter en afstikker til COOP/FDB’s kursusejendom Severin Kursuscenter, gik turen til Djursland, hvor Peter Brinks i 2012 overtog ansvaret for Hotel Fuglsøcentret. Hotellet var konkurs og uden kunder og ansatte. Resten er historie.

”Vores historie er positiv i en branche, hvor mange har underskud. Fuglsøcentret er blandt andet vokset ved at tilbyde en masse nyt og udnytte centrets potentiale,” har Peter Brinks tidligere sagt til STANDBY.dk og tilføjet:

”Før var her nærmest kun idræt, kurser og konferencer. Vi har spredt os meget mere uden for kerneområdet med alt fra akustiske koncerter til private fester. Vi har fundet noget, der manglede i markedet.”

Klar til reception
Peter Brinks, der har fire børn fra et tidligere ægteskab, er i dag gift med iranske Maria Brinks Arianfar, der er journalist og som blandt andet arbejder med integration og velgørenhed.

De første 50 år med Peter Brinks fejres med reception på Fuglsøcentret på torsdag, den 23. august, mellem klokken 13 og 16.

Relaterede artikler:

Atter masser af musik i Fuglsøcentret

Storhotel klar med sommerhusudlejning

Nye medlemmer i stort dansk turistsamarbejde