- STANDBY.DK - https://standby.dk -

OK til kæmpe erhvervsrejsebureau

American Express Global Business Travel har fået grønt lys fra EU til at overtage et andet globalt forretningsrejsebureau, Hogg Robinson Group. På verdensplan omsætter duoen for 300 milliarder kroner.

Efter konkurrencemyndighederne i USA har sagt ja til at American Express Global Business Travel, GBT – eller Amex, kan købe britiske Hogg Robinson Group, HRG, har nu også de EU’s modsvarighed tilsluttet sig aftalen. Det vil skabe et af verdens største erhvervsrejsebureauer.

Amex GBT omsætter årligt for cirka 200 milliarder kroner på verdensplan, mens HRG har cirka den halve omsætning.

Sammenbragte Amex og HRG vil give sine firmakunder og deres rejsende medarbejdere et bredere udbud af produkter og services ved at sammensmelte det bedste fra begge erhvervsrejsebureauer, herunder medarbejdere, teknologi og en endnu større global dækning, hedder det i kortfattet pressemeddelelse fra Amex.

Qatar Investment Authority ejer halvdelen af Amex som efter det tidligere oplyste vil betale omtrent 3,6 milliarder kroner for HRG. På verdensplan har Amex GBT 12.000 medarbejdere i cirka 140 lande. HRG har direkte og indirekte 12.000 ansatte, 5.000 arbejder direkte for HRG i 25 lande, mens de øvrige 7.000 er hos HRG-partnere i over 100 lande.

”Det komplementære geografiske fodspor fra hvert firma vil forbedre den globale udbredelse og rækkevidden af vores forretning, så vi kan opnå effektivitet på tværs af en platform i bedste klasse og fremskynde væksten,” sagde Doug Anderson, koncernchef hos American Express GBT ved præsentationen af Amex’ købsplaner af HRG i februar i år og tilføjede:

”De teknologiske styrker for hver virksomhed giver en stærk platform, hvorfra der kan skabes fremtidig innovation. Vi vil kunne levere en stærk oplevelse for kunder og rejsende gennem fuldt integrerede rejseløsninger, herunder bestillings- og omkostningsstyringsprodukter.”

Kæmpestore i Skandinavien
Alene i Danmark vil Amex og HRG sammenlagt skabe landets største erhvervsrejsebureau med en årsomsætning med de seneste tal på 1,6 milliarder kroner. I Danmark er Amex landets omsætningsmæssigt største erhvervsrejsebureau, mens HRG er 8. størst. I Danmark har Amex cirka 130 medarbejdere, mens HRG har omkring 35.

Mens HRG kun er 8. største erhvervsrejsebureau i Danmark, er HRG i Skandinavien det næststørste i Norge efter Egencia og tredjestørst i Sverige efter Amex og Carlson Wagonlit Travel, CWT. HRG har sit danske hovedkontor i Hvidovre ved København, men har ligesom Amex sin skandinaviske ledelse i Sverige.

Blandt Amex’ største kunder i Danmark er A.P. Møller-Mærsk, der står for cirka halvdelen af Amex’ omsætning i Danmark, Grundfos, Haldor Topsøe-koncernen, Velux og Ørsted (det tidligere DONG Energy).

Relaterede artikler:

Flere bureauopkøb kan være på vej

Rejsebureauer lander nye aftaler med Air France KLM

Erfaren profil får nyt job hos erhvervsrejsebureau