Thomas Friis Rasmussen tiltræder pr. 1. juni i stillingen som Director Client Management hos BCD Travel i Norden. Foto: Trine Bukh

Erfaren profil får nyt job hos erhvervsrejsebureau

Thomas Friis Rasmussen tiltræder 1. juni i stillingen som Director Client Management for BCD Travel i Norden. Han kommer med flere års erfaring fra blandt andet British Airways.

Erhvervsrejsebureauet BCD Travel har ansat 45-årige Thomas Friis Rasmussen, der får ansvaret for kundeadministration og kundeudvikling (Account Management) i Norden for SME-markedet. Hans nye stilling er med reference til Andreas Voigt, som er Senior Director Client Management and Strategic Initiatives EMEA.

Thomas Friis Rasmussen, der vil få base i den danske afdeling i Valby, vil også indgå som en del af den nordiske ledergruppe. Denne gruppe bliver ledet af Thomas Åden, der har titel af Vice President Nordics med base i Sverige.

I mere end 20 år har Thomas Friis Rasmussen arbejdet i rejsebranchen. Det er blevet til syv og et halvt år som Corporate Sales Manager hos British Airways i Norden, Schweiz, Tyskland, Østrig samt på hovedkontoret i den britiske hovedstad, London.

Vigtig aktør
I to og et halvt år frem til årsskiftet 2017/2018 arbejdede Thomas Friis Rasmussen hos Amex GBT i en rolle, der mere eller mindre svarer til den, han tiltræder i hos BCD Travel i Norden. En ny stilling, han ser frem til at have.

”Jeg glæder mig enormt til at tiltræde min nye rolle, ikke mindst til at møde både kolleger, kunder og øvrige samarbejdspartnere. BCD Travel er en vigtig aktør i Norden med en stor kundeportefølje, som jeg ser frem til at udvikle yderligere,” siger Thomas Friis Rasmusen.

”Markedet i erhvervsrejsebranchen er stærkt konkurrencepræget, ikke mindst de seneste fem år er det gået stærkt, og det gælder om kontinuerligt at være på forkant med udviklingen, og de krav der deraf stilles til en TMC. For os er det essentielle at skabe rammen for, at vores kunder kan rejse smartere, hvad gælder økonomi, sikkerhed og teknologi.”

Stor ekspertise
Thomas Åden, lederen af den nordiske BCD Travel-ledergruppe, ser frem til at få glæde af Thomas Friis Rasmussens store erfaring fra erhvervsrejsebranchen.

”Med fortsat fokus på at øge markedsandelen i alle nordiske lande samt skabe vækst på feltet mellemstore og små virksomheder, kommer Thomas Friis Rasmussens erfaring og kompetencer i spil. Thomas er en erfaren industriekspert inden for forretningsrejser. Hans store viden og ekspertise samt stærke ledelsesmæssige kompetencer vil styrke vores position i hele Norden,” siger Thomas Åden.

BCD Travel hjælper virksomheder med at få mest muligt ud af rejseudgifterne. Rejsende får sikret deres sikkerhed og produktivitet, og erhvervsrejsebureauet sætter dem i stand til at træffe de mest hensigtsmæssige valg på rejsen.

 

Relaterede artikler:

Stort erhvervsbureau dropper dansk direktør

Erhvervsrejsebureau får ny direktør

BCD Travel i samarbejde med AirHelp