- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Europcar i partnerskab med SAS

Europcar, der alene i Danmark er største biludlejningsfirma, kommer i tættere samarbejde med SAS i blandt andet Skandinavien og resten af Europa.

Nu får SAS-kunder endnu en mulighed for billeje til særpriser på en række af flyselskabets destinationer – dem er der i alt omkring 125 af indenfor Skandinavien, Europa og resten af verden.

Europcar Mobility Group oplyser i pressemeddelelse, at rejsende med SAS nu kan drage fordel af biludlejningsgigantens service og brede netværk når det gælder biludlejning. Samtidig med, at passagerer hos SAS booker flybillet kan de nu også få tilbud om særpriser med udlejningsbiler fra franskejede Europcar. Det vil være muligt på en række lufthavne, som SAS betjener, og hvor Europcar har udlejningskontorer.

I pressemeddelelsen fra Europcar siger Siham El Haïl, der har titel af head of international partnerships, Europcar: ”Det glæder os meget hos Europcar, at vi nu er blevet partner med Scandinavian Airlines og dermed kan være med til at øge mobiliteten hos vores fælles kunder.”

”Både Europcar og SAS har mange af de samme værdier når det gælder kundetilfredshed. Og vi er hos Europcar overbeviste om vores evner og muligheder for at hjælpe og assistere SAS-passagerer når det gælder billeje gennem en bred vifte af tilbud og services,” siger Siham El Haïl i pressemeddelelsen fra Europcar.

Europcar er størst i Danmark
Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af det danske marked for biludlejning; Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt har samlet ligeledes en tredjedel, resten er hos lokale biludlejere i Danmark.

I højsæsonen har Europcar i Danmark omkring 8.000 udlejningsbiler, varevogne med mere på omkring 40 udlejningsstationer og omsætter på årsbasis for cirka en halv milliard kroner på det danske marked.

Indtil sidste år var Europcar Danmark ejet af milliardæren Karsten Ree, der efter knap fire års ejerskab solgte til den franske Europcar International-koncern. Selve Europcar International udlejer over 300.000 biler i mere end 140 lande.

Relaterede artikler:

Europcar køreklar med chaufførservice i Danmark

Avis Biludlejning nedlægger skandinavisk topjob

Flere klager over biludlejning