- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Færre turistovernatninger trods varm sommer

Det bedste sommervejr i mands minde var ikke nok til at lokke flere turister til Danmark. Antallet af overnatninger faldt i de tre sommermåneder.

I år kan man ikke bruge vejret som undskyldning for, at der ikke i løbet af sommeren har været den forventede udvikling i antallet af overnattende turister i Danmark.

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der i de tre sommermåneder, henholdsvis juni, juli og august, har været et fald i overnattende turister på 0,3 procent, hvilket svarer til 75.000 overnatninger.

Det er overnatningerne i feriehuse og på feriecentrene, der har svigtet, mens der har været stor fremgang på campingpladserne samt en beskeden fremgang på hotellerne. Ifølge Danske Erhverv er det den tyske feriekalender, omslag i vejret i august samt færre forsommerbookinger end sidste år, der er de primære årsager til tilbagegangen.

”Den tyske feriekalender har drillet. Mens der manglede huse til udlejning i juli, blev tyskerne hjemme i august. Det lyder næsten banalt, men en forudsætning for at holde ferie er at have ferie. I de tyske forbundslande, der er mest vigtige for Danmark, sluttede skoleferien i slutningen af juli og begyndelsen af august,” siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Camping i front
Tilbagegangen i feriehussegmentet vil være overraskende for de mange danskere, der forgæves forsøgte at leje et sommerhus i juli. Derimod var der godt gang i campinglivet, hvor der blev registreret 360.000 flere overnatninger på de danske campingpladser i forhold til de tre sommermåneder sidste år, hvor vejret var præget af regn og blæst.

”Udendørs tilbud har vundet stort over indendørs tilbud denne sommer. Camping var én af vinderne. Sommeren 2018 var en tiltrængt solstråle i et hårdt presset campingmarked,” siger Lars Ramme Nielsen.

De danske campingpladser har i de seneste 10 år mistet knap 1,5 millioner danske og udenlandske overnatninger, hvilket er et fald på 12 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. 

Flere danske overnatninger
Samlet blev der i de tre sommermåneder registreret 25,2 millioner overnatninger. Tilbagegangen på 75.000 er fremkommet ved, at udenlandske turister foretog 121.000 færre overnatninger, mens der til gengæld var 46.000 flere overnatninger fra de danske turister.

Udviklingen i turistovernatninger juni, juli august 2018 vs 2017

Juni, juli, august 2017 2018 Udvikling 2017-2018 Udvikling i pct.
I alt  25.194.136                    25.119.080     – 75.056     -0,3 %
Hoteller   5.314.849                      5.394.772                                    79.923     1,5 %
Feriecentre 1.689.801                      1.581.545     – 108.256     -6,4 %
Camping   7.086.397                      7.448.471                                  362.074     5,1 %
Vandrerhjem       712.640                          781.800                                    69.160     9,7 %
Lystbådehavne        777.751                          851.575                                    73.824     9,5 %
Feriehuse   9.612.698                      9.060.917     – 551.781     -5,7 %
Kilde: Danmarks Statistik

 

Relaterede artikler:

Ny rekord for udlejning af feriehuse

Rekordår for danske feriehuse

500.000 flere hotelovernatninger i Danmark