- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Farvel til kendt hotelchef i stor hotelkæde

Regionsdirektøren for tre First-hoteller i København er stoppet. Afløseren er på plads og er hentet fra et københavnsk hotel.

Den 53-årige Tony Bak er netop stoppet som regionsdirektør for operationer på de tre First Hotels i København, Kong Frederik, Mayfair og Hotel 27, erfarer STANDBY.dk – i alt har den norske kæde First Hotels syv hoteller i Danmark. Ud over de tre i København også et i henholdsvis Kolding, Odense, Aalborg og Aarhus. Samlet har den før så store First-kæde i Danmark i dag over 1.000 hotelværelser i Danmark.

Tony Bak bekræfter oplysningerne og siger: ”Det var ikke mig, der syntes, jeg skulle stoppe. Jeg har efter fælles overenskomst lavet en aftale med First Hotels – og nu skal jeg så prøve noget andet.”

Afløseren er klar
Tony Bak afløses som regionsdirektør for First Hotels i København af Bente Brydegaard Johansen, der for et år siden blev direktør for daværende First Hotel Copenhagen i Københavns Sydhavn; dette hotel blev 1. maj sidste år overtaget af Scandic Hotels som led i en aftale, hvor Scandic overtog otte First-hoteller i Danmark, Norge og Sverige. First Hotel Copenhagen har 215 værelser og markedsføres nu som Scandic Sluseholmen.

Bente Brydegaard Johansen har arbejdet i hotelbranchen i over 15 år med blandt andet drift, salg og ledelse. Hun har blandt andet været otte år i den norske Nordic Choice-hotelkoncern, hvor hun blandt andet var hotelchef på Quality Airport Hotel Dan i Kastrup, hoteldirektør på Comfort Hotel Europa og Comfort Hotel Xpress, der i en periode hed First Hotel Østerport.

Lang karriere i hotelbranchen
Tony Bak, der nu har forladt First Hotels, har haft en lang karriere i den skandinaviske hotelbranche. De seneste ni år har han haft forskellige stillinger hos First Hotels, hvor hans evner som problemknuser har været flittigt anvendt.

Han startede med 16 år hos Radisson SAS-hotellerne i København, herefter blev Tony Bak direktør for det 252 værelser store Radisson SAS Park i Oslo. Hjemme i Danmark blev han i 2005 ansat af den daværende ejer af Hotel d’Angleterre, Henning Remmen, som direktør for det fornemme hotel på Kongens Nytorv. I 2007 solgte Henning Remmen sine Remmen Hotels – der dengang også omfattede Kong Frederik (i dag under First Hotels) ved Rådhuspladsen og det nuværende Scandic-hotel Front ved Nyhavn, hotellet hed på den tid Sophie Amalie, samt den ikke mere eksisterende restaurant Copenhagen Corner på Rådhuspladsen til islandske NP Hotels for angiveligt et milliardbeløb.

Tony Bak sagde i 2009 farvel til NP Hotels for i første omgang at blive Regional Director of Operations for de dengang seks First- hoteller i Danmark suppleret med overtagelsen af 12 Choice-hoteller i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Stor hotelkæde skifter adm. direktør

Hotelkæde vil være dobbelt så stor

First Hotels: 2018 bliver godt hotelår

Cirkusbygningen øger fokus på MICE