- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Farvel til lufthavn – ikke til bestyrelser

Den administrerende direktør for Danmarks næststørste lufthavn stopper. Fremover vil han have konsulentfirma og beholde bestyrelsesposter i blandt andet VisitDenmark og formandskabet i Rejsegarantifonden.

59-årige Kjeld Zacho Jørgensen stopper med udgangen af maj som øverste chef for Billund Lufthavn – han afløses af lufthavnens kommercielle direktør, Jan Hessellund, der har været i lufthavnen i ti år, de seneste to i sit nuværende job.

Det er private årsager, der har fået direktøren for Billund Lufthavn til at opsige sit job, som han har haft i næsten otte år, hvor han afløste Jørgen Krab Jørgensen.

Kjeld Zacho Jørgensens hustru bor i norske Bergen, det har betydet megen pendling mellem Billund og Bergen. Og at arbejde i Billund og have sit hjem og familien i Bergen gjorde det svært at få hverdagen til at hænge sammen. Det har Kjeld Zacho Jørgensen nu taget konsekvensen af.

”Jeg har vidst i nogle år, at jeg skulle stoppe i Billund Lufthavn, men beslutningen har været længe undervejs. I september sidste år sagde jeg til bestyrelsesformand i Billund Lufthavn, Clas Nylandsted Andersen, at jeg ville stoppe. Herefter gik arbejdet i gang med at finde min afløser, i denne afsøgningsproces har lufthavnen kigget på 25-30 kandidater inden bestyrelsen besluttede sig for Jan Hesselund,” siger Kjeld Zacho Jørgensen til standby.dk – han kom til Billund Lufthavn fra topjob som administrerende direktør for Region Syddanmark.

Beholder bestyrelsesposter
Kjeld Zacho Jørgensen er klar med sine planer når han stopper i Billund Lufthavn. ”Jeg har i mange år haft en drøm om at have min egen konsulentvirksomhed. Her vil jeg kunne tilbyde alt fra coaching, rådgivning til offentlige og private virksomheder, arbejde med for eksempel ledelsesudvikling og strategi,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, der endnu ikke er klar til at præsentere navnet på sin kommende virksomhed.

Fremtiden må også gerne byde på mere arbejde i bestyrelser, siger Kjeld Zacho Jørgensen. ”Der er ikke mange, der har prøvet begge dele, at være administrerende direktør for en stor offentlig (Region Syddanmark) og en stor privat (Billund Lufthavn) virksomhed. Her mener jeg, at jeg har noget at tilbyde,” siger han.

Kjeld Zacho Jørgensen vil også gerne beholde hovedparten af sine nuværende bestyrelser. I rejsebranchen er det blandt andet formandskabet siden 2016 for Rejsegarantifonden ligesom han er i bestyrelsen for VisitDenmark.

”Til begge disse poster er jeg som person ministerudpeget, ikke på grund af mit job i Billund Lufthavn,” siger Kjeld Zacho Jørgensen. Han må dog opgive medlemskabet af bestyrelsen for Dansk Luftfart, da denne post følger den administrerende direktør for Billund Lufthavn. Kjeld Zacho Jørgensen har også tidligere været medlem af bestyrelsen for blandt andet Givskud Zoo.

”Jeg vil gerne blive i bestyrelserne for VisitDenmark og Rejsegarantifonden. Selv om jeg stopper i Billund Lufthavn flytter jeg jo ikke permanent til Norge, men vil stadig have privatadresse i Danmark, her er mit netværk og forhåbentlig kommende bestyrelsesopgaver,” siger Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjer: ”Det har været et privilegium og meget spændende at stå i spidsen for Billund Lufthavn og dens 1.000 medarbejdere, men fremover bliver det sjovt at kunne bestemme mere over min egen tid.”

Der er endnu ikke sat dato og tid på Kjeld Zacho Jørgensens afskedsreception i Billund Lufthavn.

Relaterede artikler:

Endnu et rekordår for Billund Lufthavn

To-årig fra Aarhus satte passagerrekord i Billund Lufthavn

Rejsegarantifonden får ny formand

Luftfartspokalen til Billund direktør