- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Ferieparker vil have grønnere profil

Den europæiske ferieparkkæde Landal GreenParks, der i januar kom på landkortet i Danmark ved overtagelsen af kæden Dayz Resorts’ fem ferieparker i Danmark, vil samlet bruge et milliardbeløb til bæredygtighed og udvikling af samtlige sine foreløbig 86 ferieparker i ni europæiske lande. Udover ferieparkerne administrerer Landal over 15.000 ferieboliger i Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Ungarn, Tjekkiet og Storbritannien.

I Danmark har Landal foreløbig fem medlemmer, der tidligere hørte under kæden Dayz Resorts. Det er Søhøjlandet ved Silkeborg, Seawest ved den jyske vesterhavskyst, Rønbjerg ved Limfjorden, Grønhøj Strand ved nordjyske Løkken samt i Ebeltoft.

Egnsretter og lokale, økologiske råvarer
De fem danske ferieparker får nu tilsammen tilført op mod 25 millioner kroner til at forbedre og ”forgrønne” gæsteoplevelsen. De ekstra ressourcer skal blandt andet omsættes til et mere lokalforankret og bæredygtigt restaurantkoncept. Således skal lokalområdet og den omkringliggende natur afspejle sig i parkernes menukort i form af egnsretter og lokale, økologiske råvarer, oplyser Landal.

”Det er en hjertesag for Landal GreenParks, at parkerne er lokalt forankrede og repræsenterer omgivelserne bedst muligt. Vi vil bidrage til vækst i de områder, vi bor i, og med restaurantkonceptet kan vi styrke forretningen hos de lokale producenter omkring parkerne i Danmark,” siger Thomas Heerkens, koncernchef for Landal GreenParks.  I 2017 steg omsætningen i Landal GreenParks-koncernen til over 3,3 milliarder kroner.

En anden af kædens centrale værdier er bæredygtighed. I Danmark har Søhøjlandet og Rønbjerg allerede det grønne certifikat fra den internationale turismebranches miljøorganisation, Green Key, og en del af investeringen kommer til at gå til miljøindsatser, der skal hente grønne certifikater hjem til de tre resterende danske parker.

Relaterede artikler:

Europas største ferieparkkæde til Danmark

Udenlandske turister giver vækst i Danmark

Legoland klar til 50 års jubilæum