- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere flyselskaber viser flaget via Travelport

I det globale reservationssystem Travelport promoverer nu 250 flyselskabers særkender via Travel Commerce Platform.

De 250 flyselskaber i Travel Commerce Platform er fem gange så mange, som noget andet reservationssystem kan tilbyde, oplyser Travelport, der blandt andet har GDS-systemerne Galileo og Worldspan.

Travel Commerce Platform er en del af Travelports produkt Rich Content and Branding, der blev lanceret i 2014. Det giver tilsluttede rejsebureauer og andre store bestillere af for eksempel flyrejser værktøjer til at søge efter og booke særpriser og tillægsydelser. Med produktet tilbyder Travelport flyselskaber mulighed for at præsentere netop deres varemærke med supplerende ydelser til professionelle bookere af flyrejser.

Som eksempler på, hvad Travelport med sit fokus på dette område tilbyder, nævnes, at British Airways viser sine publicerede priser på såvel selskabets indenrigs- som globale netværk, at Air France/KLM viser priser, når den rejsende skal medtage bagage, herunder sportsudstyr og blandt andet kæledyr, mens Lufthansa eksempelvis oplyser priser for uledsagede mindreårige.

Travelport-systemet omfatter såvel store fuldservice-flyselskaber som regionale og lavprisselskaber. Blandt store flyselskaber, der allerede tilbyder informationer via Travelports Rich Content and Branding-produkt er, eller vil snart være, Delta Air Lines, Emirates, Etihad Airways, Norwegian, SAS og Singapore Airlines. I tillæg til de nævnte informationer kan Travelport-systemet også vise et af de nyere tiltag, nemlig når flyselskaber på langruter har priser, hvor den rejsende kun må medbringe håndbagage.

”Vi får solgt mere end flysæder”
Fra det portugisiske Star Alliance-medlem TAP, der har været tilsluttet Rich Content and Branding siden 2015, siger selskabets chef for salg og distribution, Riccardo Lo Presti:

”Rich Content and Branding hjælper TAP Air Portugal med at markere sig over for vores konkurrenter. Systemet har givet os mulighed for at sælge mere end bare flysæder. Salg af tillægsydelser øger vores omsætning. Samtidig er systemet en god måde at få præsenteret vores produkter på, så bookerne konkret kan se, hvad de får ved at købe de forskellige ydelser.”

Og fra kommerciel direktør i Travelport, Stephen Shurrock, lyder det: ”At vi nu har passeret milestenen med produkter fra 250 flyselskaber viser de mange fordele, som Travelport kan tilbyde såvel flyselskaber som rejsebestillere. Rich Content and Branding vil fortsætte med at være et meget effektivt værktøj til at sælge og øge salget.”

Travelport sælger ikke kun sin teknologi til flyselskaber men også andre B2B-aktører i rejsebranchen som hoteller, biludlejere og betalingsløsninger.

I 2016 solgte Travelport IT-services på verdensplan for 2,3 milliarder dollars. Koncernen har 4.000 medarbejdere i 180 lande og territorier verden over.

Relaterede artikler:

Travelport får som første GDS højeste NDC-certificering

Ny teknologi skal hjælpe aflyste flypassagerer

GDS’erne forsvinder ikke

Air France KLM ønsker bookinger på egne hjemmesider