Air France KLM ønsker bookinger på egne hjemmesider

LUFTFART: Fra april næste år følger Air France KLM efter Lufthansa, British Airways og Iberia og gør det billigere, hvis flybilletter bookes på deres hjemmesider.

Flyselskaber vil undgå bookingafgifter til reservationssystemer, GDS’erne, som Amadeus, Sabre og Travelport. Derfor ændrede Lufthansa for to år siden politik og gjorde det billigere med flybookinger via sin hjemmeside. Oneworld-partnerne British Airways og Iberia fulgte efter i denne måned – og fra april næste år kommer muligheden også hos Air France KLM.

Beslutningen vækker ikke glæde hos den adm. direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, der i går sagde til standby.dk: ”Meddelelsen om kursændringen hos Air France KLM kom sidste uge, hvor det fra april næste år bliver 11 euro dyrere pr strækning, hvis billetten ikke bookes via deres hjemmesider, men hos GDS’erne. Man skal huske, at i Europa booker rejsebureauerne cirka to ud af tre flybilletter.”

Da Lufthansa indførte sin nye politik, klagede ECTAA (European Travel Agents and Tour Operators Associations) – den europæiske brancheorganisation for rejsebureauer – til EU-Kommissionen om afgiften på 16 euro, som Lufthansa indførte på billetter via GDS. Klagen har EU ikke har svaret på.

I går sagde Lars Thykier: ”Det generer os at der ikke har været nogen EU-reaktion på ECTAA’s klage; der er intet sket. Vi har hørt, at EU måske snart kommer med en ‘udtalelse’ i sagen. I hvert fald er vi ikke glade for denne udvikling, som nu også Air France KLM tilslutter sig. Den er bekymrende.”

Lars Thykier tilføjer: ”De store flyselskaber har foretaget denne ændringer for at prøve at komme af med GDS’erne, men også for at komme af med konkurrenterne, så de kan prise sig tættere på for eksempel Ryanair.”

DRF’s direktør minder om, at hjemmesider ikke nødvendigvis kan sælge dyre flybilletter, fordi hjemmesiderne ikke kan forklare årsagen til at købe disse. Det kan en medarbejder på rejsebureauerne. Han eller hun kan forklare fordelene ved eventuelt at købe en dyrere flybillet.

Det kan ikke lade sig gøre, at rykke alle bookinger af flybilletter over på flyselskabernes egne hjemmesider, sagde Lars Thykier denne sommer til standby.dk

”Der vil helt sikkert komme flere flyselskaber, der pålægger GDS-bookinger et gebyr. Men husk, at GDS’erne ikke er den eneste måde at distribuere på. Der vil, som vi har set det med Lufthansa, British Airways og Iberia, blive mulighed for at undgå bookinggebyret, hvis man booker direkte hos flyselskabet.”

”NDC er for de flyselskaber, der har råd. NDC er meget krævende at implementere, så en del mindre teknisk veludviklede selskaber vil stå tilbage på perronen, når toget kører. Før kunne man sammenligne ydelser mellem de forskellige flyselskaber, men nu bliver det lidt ligesom at produktsammenligne pærer med æbler og elefanter.”

”Det skulle undre mig, hvis der ikke laves aftaler mellem de flyselskaber, der indfører bookingafgifter og udvalgte rejsebureauer og virksomheder med bookinger over et vist antal,” siger Lars Thykier.

Relaterede artikler

KLM og Air France øger i Skandinavien

IT-nedbrud dyrt for British Airways

Qatar Airways køber mere af British Airways

British Airways klar til Billund Lufthavn