- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere Gazeller i den danske rejsebranche

Et rejsebureau, et hotel samt en kongresarrangør fik udmærkelsen Gazelle af dagbladet Børsen. Onsdag var der Landskåring af årets 2.000 danske gazelle-virksomheder.

Hotel Astoria under københavnske Brøchner Hotels, rejsebureauet Best Travel fra Frederikshavn og MCI Danmark, en af Danmarks største konference- og eventarrangører. De var blandt de 2.000 danske virksomheder, der i år fik det fine stempel som Gazelle-virksomhed, som siden 1995 har været uddelt af dagbladet Børsen.

Andre virksomheder fra den danske rejsebranche kan også være kåret som Gazelle 2018 – men de tre nævnte har informeret STANDBY.dk om hæderen.

Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt-voksende virksomhed som mindst har fordoblet sin omsætning eller bruttoresultatet over en fireårig periode.

Onsdag aften var landskåringen ved storstilet arrangement på Tivoli Hotel & Congress Center for de rekordmange Gazelle-virksomheder med deltagelse af blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Per Ankær, der for to år siden solgte sin konference- og eventarrangørvirksomhed ICS – International Conference Services – til schweiziske MCI er i dag nordisk salgsdirektør i MCI, men ejer stadig Kongreskompagniet i Aarhus, det største danske kongresfirma udenfor København.

Per Ankær var med til arrangementet onsdag i Tivoli Hotel & Congress Center – og er naturligvis glad for Gazelle-prisen til MCI.

”Vi har en årlig bruttoomsætning på omkring 100 millioner kroner og et dækningsbidrag på cirka 15-20 millioner kroner. For de mange penge køber vi blandt andet hotelværelser og mødelokaler i Danmark og Sverige, hvor vi har 35 medarbejdere, heraf ti på det danske kontor i Hellerup,” siger Per Ankær til STANDBY.dk og tilføjer:

”MCI har oplevet en sund stabil vækst de seneste år. Det det skyldes en positiv markedsudvikling, mine dygtige kolleger og tilfredse kunder.”

Klik for stort format. Hotel Astoria vandt også en Gazelle-pris for 2018. Hotellets ved Hovedbanegården i København ligger på en kun seks meter bred grund. Hotellets svingdør regnes som den ældste i København. Foto: Brøchner Hotels.

Også Gazelle-pris til københavnsk hotel
Hotel Astoria ved Hovedbanegården, der for fire år siden kom ind under Brøchner Hotels, er i år kåret som Gazelle 2018, oplyser hotelkæden.

Siden Brøchner Hotels i 2014 overtog Hotel Astoria fra Zleep Hotels, har hotellet hvert år i løbet af fire regnskabsår haft positiv vækst samt fordoblet omsætningen og bruttoresultatet i perioden. Administrerende direktør for Brøchner Hotels, Karim Nielsen, siger i pressemeddelelse:

”Hotel Astoria er en arkitektonisk perle, der siden 1934 har været et ikon for byen. Brøchner Hotels mission er med omtanke at drive anderledes hoteller og derfor arbejdede vi fra første dag med at omdanne hotellet om fra et lavprishotel til et 3-stjernet boutique hotel. Hotel Astoria har siden transformationen fra 2014 haft en stigning på 29 procent af overnattende hotelgæster.”

Hotel Astoria regnes som et af de bedste eksempler på funktionel arkitektur i København. Klemt ind på en kun seks meter bred grund, fremstår den lange bygning som et dynamisk tog ved siden af Københavns Hovedbanegård. Meget af Hotel Astorias interiør er originalt fra 1934 – og svingdøren på Hotel Astoria er ifølge Brøchner Hotels den ældste i København.

Best Travel blev Gazellevirksomhed 2018
Rejsebureauet Best Travel i Frederikshavn blev også ”Børsen Gazelle 2018.”

”Vi er naturligvis meget stolte af denne udnævnelse, som vi tager som et bevis på, at den strategi om netop vækst, som vi lagde for nogle år siden, forløber efter planen,” siger bureauchef Rune Thomassen og fortsætter:

”Selvom indeværende sæson til tider har været unormal grundet både strejkevarsel i det tidlige forår og en meget varm dansk sommer, så er vores ambitioner om fortsat vækst uformindskede. Til næste år indsætter vi eget chartret fly til Napoli og Bologna i Italien.”

Best Travel, hvis historie går tilbage til 1999, arrangerer rejser til primært Italien, Spanien, Portugal og Kroatien, alle med det til fælles, at udflugter og en erfaren dansk rejseleder indgår i rejsens pris.

Relaterede artikler:

Stort dansk kongresbureau solgt til udlandet

Hotelkæde klar med ny direktør

Rekordoverskud i danske rejsebureauer