- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Florida har udsigt til ny turistrekord

I årets første halvår havde Florida 65,5 millioner turister. Statens guvernør forventer rekord på 125 millioner i år. Flere nye flyruter på vej fra Nordeuropa til Florida.

De 65,5 millioner turister, der har besøgt Florida de første seks måneder i år, er en vækst på 5,9 procent sammenlignet med sidste år, viser netop offentliggjorte tal fra de officielle turistmyndigheder, VisitFlorida.com

Tallene er foreløbige, og kan blive reguleret op eller ned når yderligere tal fra blandt andet delstatens lufthavne er klar.

Omkring 28 millioner af de 65,5 millioner turister, der besøgte Florida i årets første halvår, var amerikanske statsborgere, Canada er største udenlandske marked for turisme til Florida.

Statens guvernør, Rick Scott, siger i pressemeddelelse, at holder den nuværende vækst resten af året, så kommer The Sunshine State, som er Floridas officielle kælenavn, i år op på 125 turister. Det vil være klar tangering af det samlede tal fra sidste år på 118,5 millioner.

Turismen betyder ikke bare milliarder i indtægter til Florida, men også rigtig mange arbejdspladser. Alene i juli i år var der ifølge officielle tal fra delstatens myndigheder 1,2 millioner arbejdspladser i Florida som følge af turismen – det var mere end 50.000 flere jobs sammenlignet med juli sidste år.

VisitFlorida, der er finansieret af private og offentlige midler, har i år et budget på cirka 475 millioner kroner til blandt andet marketing af Florida som rejsedestination.

Flere flyruter til Florida
Mens der allerede i dag er direkte ruter fra blandt andet Københavns Lufthavn til Flordia, SAS til Miami og Norwegian til Fort Lauderdale, er der flere nye ruter på vej fra det nordeuropæiske nabolag til Florida.

Polske LOT Polish Airlines åbner til juni næste år sin første rute til Florida med fire flyvninger om ugen fra Warszawa til Miami med Boeing 787-8 Dreamliner fly. Det polske Star Alliance-medlem, der tidligere i år åbnede rute fra Warszawa til Billund Lufthavn, har allerede otte ruter til USA.

Islandske Wow Air vil fra midten af december i år til april næste år flyve tre gange om ugen fra Keflavik til Orlando i Florida, fløjet med Airbus A321neo fly.

Konkurrenterne fra Icelandair flyver i den kommende vintersæson dagligt fra Sagaøen til Orlando med Boeing 757-200.

Wow Air opgav tidligere på året sin rute mellem Keflavik og Miami, det fik Icelandair til at øge sin betjening til både Orlando og Tampa. Tampa på Floridas vestkyst får fire ugentlige forbindelser i vintersæsonen.

Og det amerikanske Skyteam-medlem, Delta Air Lines, åbner fra sidst i maj næste år ny helåtsrute fra Tampa til Amsterdam. Tidligere i år begyndte Delta også at flyve til Amsterdam fra Orlando.

Fra vinterprogrammets start, 31. oktober, får Norwegian sin tredje destination i Florida med to fly om ugen fra London Gatwick til Tampa.

Relaterede artikler:

LGBT-turisme er milliardforretning for Florida-by

Panik-alarmer mod seksuelle overfald på Miami-hoteller

Norwegian øger i Københavns Lufthavn