En Boeing B787-9 Dreamliner fra Norwegian Foto: STANDBY.dk

Norwegian øger i Københavns Lufthavn

I årets sommersæson får lufthavnens næststørste flyselskab otte procent flere flysæder sammenlignet med sidste år – der kommer blandt andet nye ruter.

”I den kommende sommersæson øger Norwegian i Københavns Lufthavn med syv-otte procent flere passagersæder i forhold til sommersæsonen sidste år. Vi får tre nye ruter til den jordanske hovedstad Amman, Bastia på Korsika og Pristina i Kosovo. Men ellers bruges den øgede kapacitet til at udvide antallet af frekvenser på eksisterende ruter.”

Det sagde Frank Nordbjerg Olesen, salgschef hos Norwegian i Danmark, da han torsdag havde indbudt medlemmer af foreningen Danske Flyvejournalister til en lille rundvisning i Københavns Lufthavn, blandt andet for at fremvise selskabets største langrutefly, Boeing B787-9 Dreamliner.

Norwegian, det næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn med 5,3 millioner passagerer sidste år, åbner 28. marts ny rute fra København til Pristina i Kosovo med to fly om ugen fra København. Mellem april og oktober bliver der en ugentlig afgang fra København til Bastia på den franske middelhavsø Korsika og fra 8. maj flyver Norwegian for første gang til Jordans hovedstad, Amman. Ruten fra Københavns Lufthavn får to ugentlige fly.

Ellers bruges den øgede Norwegian-kapacitet i Københavns Lufthavn gennem denne sommersæson til at øge betjeningen af eksisterede helårs- eller sæsonruter.  Nogle af sæsonruterne starter for eksempel tidligere i år end i 2017.

I forhold til sidste års sommerkøreplan bliver der flere flyvninger fra København med Norwegian til Alicante, Cypern, Faro i Portugal, Kreta, Malaga, Mallorca, Nice, italienske Pisa, Sardinien og Sicilien, kroatiske Split og Tel Aviv. I alt har Norwegian op til 70 ruter til og fra Danmark, hvor selskabet udover København også betjener Billund og Aalborg.

Norwegian har, afhængig af sommer- og vintersæsonen, stationeret mellem otte og 11 såkaldte basefly i Københavns Lufthavn. Herfra betjener B737’erne nogle af de nye ruter og de flere frekvenser til eksisterende destinationer – mens fly fra andre Norwegian-baser også flyver ind til København.

Hver 10. Norwegian-passager flyver langruter
Omkring hver tiende af Norwegians passagerer i Københavns Lufthavn flyver med selskabet på dets langruter, oplyste salgschef Frank Nordbjerg Olesen.

Foreløbig har Norwegian otte langruter fra Københavns Lufthavn, alle fløjet med Boeing B787 Dreamliners. Bangkok er fra København eneste Norwegian-rute til Asien, mens de øvrige langruter ud af København alle er til USA, for eksempel Boston, Fort Lauderdale i Florida, Los Angeles, New York JFK og San Francisco.

Et kig ind i cockpittet på Norwegians B787 Dreamliner, der skulle fra Københavns Lufthavn til Los Angeles – fløjet af to hollandske og en tysk pilot. Foto: STANDBY.dk

I snit har Norwegian to Dreamliner-afgange hver dag fra Københavns Lufthavn – fløjet med såvel B787-8 som den større B787-9, der tager cirka 40 flere passagerer end B787-8. Norwegian kommer i år samlet op på at have 32 B787, mens tallet næste år vil stige til 42.

Norwegians bedste rækker er forrest i flyet på Premium Economy, hvor der er en stolekonfiguration på 2-3-2. Passagerne på Premium Economy har blandt andet adgang til Eventyr Loungen på Finger C i Københavns Lufthavn, hvorfra Norwegians langruter afgår. Loungen, der drives af handlingselskabet Menzies, modtager også gæster med de rigtige billetter eller bonuskort fra British Airways og Emirates – men der kan også købes adgang til loungens 170 siddepladser for 250 kroner. Dette gør 30 til 50 passagerer i snit om dagen – omkring ti procent af de 350-500 gæster, der daglige benytter Eventyr Lounge.

Relaterede artikler:

Norwegian har flest lavpris-langruter

Verden fik 3.524 nye flyruter sidste år

Flere flyselskaber i bestyrelsen hos Discover America